Fortsæt til indhold

Flere P-pladser i Køges bymidte

Parkeringspladsen Blegdammen Øst er blevet større og området forskønnes.

Samfund
Arkiv

Nu bliver det nemmere at finde en parkeringsplads midt i Køge. Parkeringsanlægget Blegdammen Øst er blevet udvidet med 25 helt nye pladser til gavn for både erhvervsdrivende, kunder, besøgende til beboere i byen.
Anlægget ligger ved rundkørslen som forbinder Blegdammen med Søndre Allé, Strandvejen og Brogade og lige ved siden af Torvebyen. Der er med andre ord tale om nogle meget torvenære P-pladser.
Der er 3 timers-parkering på området, og én af de nye parkeringspladser er reserveret til handicappede.
Hen over sommeren vil Køge Kommune fortsat arbejde på at forskønne byrummet omkring Blegdammens rundkørsel. Blandt andet skal Paul Gernes' sten, som nu står ved Køge Posthus, flyttes til den lille plads mellem Blegdammen Øst og rundkørslen.
- Stenen er blevet afrenset og er klar til, at blive flyttet ind på pladsen der bliver belagt med slotsgrus. Her kan man tage sig et lille hvil på bænkene på vej ind mod den gamle by under platanerne, nyde Gernes' sten og følge med i bylivet ved rundkørslen, siger Malene Muus, som er landskabsarkitekt i Køge Kommune.

Graver for P-pladserne

Når Køge Kyst-projektet for alvor går i gang og omdanner havneområdet til en helt ny bydel, bliver der ifølge planerne nedlagt en del parkeringspladser rundt om i Køge. Det sker fx Bag Haverne og bag Rådhuset.
Derfor vedtog Byrådet sidste år en parkeringsstrategi, som skal sikre, at der også i byggeperioden findes torvenære P-pladser til gavn for de handlende og erhvervslivet i Køge. Det er de erstatningsparkeringspladser, Køge Kommune er i fuld gang med at anlægge nu. Senere kommer der også en helt ny parkeringsplads ved Vandværket.
- Og så må vi huske, at der også i Køge Kyst-projektet ligger en masse nye torvenære parkeringspladser og venter i form af underjordiske parkeringsanlæg. Så i det samlede billede får Køge mange flere parkeringspladser end dem, der på den korte bane bliver nedlagt, mens der byudvikles i området, siger Teknik- og Miljøudvalgsformand Erling Larsen (A).
pm