Ninna Thomsen genopstiller alligevel ikke
Den detroniserede socialdemokrat stiller alligevel ikke op for Borgerlisten til Kommunalvalget
Ninna Thomsen, formand for Udvalget for Sundhed og ældre, stiller alligevel ikke op for Borgerlisten ved det kommende kommunalvalg.
Den detroniserede socialdemokrat i Syddjurs Byråd blev reelt strittet ud af sin egen gruppe i efteråret 2012, da hun kom på kant med resten af gruppen i rådhusdebatten.
Ninna Thomsen fik valget: gå selv eller bliv ekskluderet. Hun valgte det første og efter en kort tænkepause som løsgænger meldte hun sig under fanerne hos Borgerlisten med sigte på at genopstille til Kommunalvalget i november 2013.
Det bliver der imidlertid ikke noget af. Ninna Thomsen har fortrudt.
"Min begrundelse er ene og alene, at byrådsarbejdet – tidsmæssigt- er for svært for mig at forene med mit nye job," skriver Ninna Thomsen i en pressemeddelelse.
Hun startede tidligere på året som leder for Sundhed og Omsorg i den østlige del af Norddjurs Kommune.
"Jobbet indebærer, at jeg er leder for en organisation med 6 mellemledere og ca. 450 medarbejdere. En organisation der blandt andet tæller 3 plejecentre, et rehabiliteringscenter, hjemmepleje og daghjem for demente," forklarer Ninna Thomsen, der ikke finder jobbet forenligt med byrådsarbejde og en udvalgsformandspost.
Altid socialdemokrat
Ninna Thomsen fortsætter byrådsperioden ud.
Den tidligere socialdemokrat, der ved afgangen fra partiet erklærede, at hun altid vil være socialdemokrat med stort S, vil til december 2013 kunne se tilbage på 20 år som aktiv lokalpolitiker.
Ninna Thomsen var Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved Kommunalvalget i 2009, hvor hun i dagene efter valget fik tørre tærsk af sine egne, fordi hun på valgnatten indgik konstitueringsftale med Venstre og Konservative og så stort på flertalsmuligheden Rad.V-S-SF.
Ninna Thomsen handlede ved denne lejlighed ikke ud fra dulgte motiver, men ud fra en nøgtern erkendelse af valgresultatet. Frygten for, at Socialdemokratiet ville ryge helt ud på et sidespor, fik hende til at handle i tæt samarbejde med Venstres Claus Wistoft.
Flere politiske iagttagere havde set i ånden, at Ninna Thomsen var blevet valgt ind i det kommende byråd for Borgerlisten for så at springe på valgnatten til det parti, som hun reelt nærer en livslang kærlighed til: Socialdemokratiet.
Med hendes beslutning om at tage orlov fra lokalpolitik i fire år, springer hun altså ikke videre på valgnatten. Springet kom allerede her på kanten til sommerferien.