Fortsæt til indhold

Allan K. slæbes i Højesteret

Allan K. slap for billigt i Østre Landsret, mener konkursboet, der nu slæber FCN-ejeren en tur i Højesteret

Samfund
Martin Warming

FC Nordsjællands ejer, Allan K. Pedersen, glædede sig måske for tidligt, da han i april i Østre Landsret 'slap' med at betale 2,5 millioner kroner for at have solgt fodboldklubben for billigt til sig selv i 2008.
Konkursboet har i hvert fald besluttet sig for at anke sagen til Højesteret. Det skriver Ritzau ifølge flere medier.
Boet krævede et langt højere beløb, end det Allan K. Pedersen af Østre Landsret blev dømt til at betale tilbage, og fter afgørelsen i april udtalte Allan K. Pedersen:
"Afgørelsen betyder, at der skal betales et mindre ekstrabeløb for klubben, men omvendt er sagen for mit vedkommende nu overstået, og efter fem år slipper jeg nu endelig for at bruge mere tid og energi på den historie".
Men det er den altså alligevel ikke.
Advokat Michael Vilhelm Nielsen, der førte sagen for konkursboet og dermed var FCN-ejerens modpart, mente dengang, at regningen på 2,5 millioner kroner var billigt sluppet.