Fortsæt til indhold

En løve i granit til Hospice Djursland

En ny granitskulptur i Sansehaven på Hospice Djursland afspejler vigtige sider af livet på hospice

Samfund
Af Martin Schultz

Mod, styrke og tapperhed – det er vigtige egenskaber for både patienter, pårørende og medarbejdere på Hospice Djursland.
Det var derfor en skulptur med et særdeles symbolladet motiv, som regionsrådsformand Bent Hansen (A) sammen med en af Hospice Djurslands patienter, Birgitte Hellberg, Spørring, afslørede ved en festlighed på hospice tirsdag eftermiddag.
”At være omgivet af god kunst og design betyder noget for lindringen,” sagde Bent Hansen i sin tale, men afviste med blink i øjet, at skulpturafsløringen var led i et spareprojekt.

Regionsformand Bent Hansen og patient Birgitte Hellberg afslørede Claus Ørntofts løve.

Løven som gennemgående tema

Til stede var også kunstneren, billedhuggeren Claus Ørntoft, som ofte arbejder med løven som motiv i sine skulpturer og som sidste efterår leverede værket Tre Løver og Ni Hjerter til Dronning Margrethe på Marselisborg Slot.
”Løven er et gennemgående tema, som jeg aldrig bliver træt af. Løven som sindsbillede og som tilstand berører de egenskaber, som kan bruges på et hospice,” siger Claus Ørntoft om sin granitskulptur.

Et godt øje til Claus Ørntofts løve

Hospice Djursland er kendt for sin interesse for kunst og huset er meget bevidst udsmykket med mange kunstværker af anerkendte kunstnere.
”Det er vigtigt for både patienter, pårørende og medarbejdere at få oplevelsen af god kunst i huset. Den sidste tid skal være en god tid og kunst hjælper os efter vores opfattelse med at løse vores opgave,” siger leder af Hospice Djursland, Dorit Simonsen.
Hun har i lang tid haft et godt øje til Claus Ørntofts løve og fik opfyldt sine forventninger ved afsløringen.
Løven ligger på græsplænen i Sansehaven med udsigt over Følle Bund.
Anskaffelsen har været mulig ved at samle flere donationer.