Fortsæt til indhold

Et kontinuerligt ur og Kukke på bas

Sommerfesten i Pindstrup kulminerer fredag aften med den årlige gade-, firma- og vejturnering i fodbold og Kukke Smart Band i teltet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Årets højdepunkt ved sommerfesten i Pindstrup er traditionelt fredag aften, hvor et hav af mennesker strømmer til stadion for at medvirke i den årlige gade-, vej- og firmaturnering i fodbold.
Det er en sjov hyggestund for mange, fordi fodboldspillet aldrig kammer over i gold konkurrence, men tværtimod tillader både unge og gamle, fodboldspillere og fumle-tumlere og kvinder og mænd at være med.
Turneringen har sin helt egen charme. Det faste holdepunkt har fra turneringens start været "Det Kontinuerlige Ur", som hvert år hives frem fra gemmerne og fortsat fungerer upåklageligt. Uret er Pindstrups svar på Big Ben i London.
Det har i mange-mange år haft Michael Kraglund Kruse som bestyrer, og han har atter lovet at tage tjansen fredag aften sekunderet af sin kødelige fætter, Klaus Kruse Rasmussen.
De lokale mænd i sort, Jørgen Møller og Klaus Fanø, begge Ryomgård, har sagt ja til at være opmænd i samtlige kampe.

Kukke Smart Band i teltet

Efter fodbolden er der som altid åbent til et pænt stykke over midnat i festteltet til en velbesøgt tredje halvleg med fadbamser og grillpølser som afgørende ingredienser.
Årets teltband er Kukke Smart Band, der har flere lokale aner. Bassisten Mogens Qvist Frandsen gjorde for eksempel Marie Magdalene og omegn usikker i de unge år.
Bandet leverer dansabel musik fra 80'erne og 90'erne med masser af funklyd og spilleglæde.

Johnni Steffen Pedersen vandt agurkturnering

Onsdag aften forfestede flere lokale i klubhuset og på den tilhørende terrasse. Agurkturneringen var placeret en dag før officiel sommerfeststart, men alligevel var 25 kortspillere dukket op, da turneringsleder Klaus Kruse Rasmussen bød velkommen.
Finalen, der havde deltagelse af fem mand, blev vundet af Johnni Steffen Pedersen med Jonas Ilsøe Babis og Michael Foss på de næste pladser.
Ole Bak sluttede på fjerdepladsen, mens Karsten "Kørelærer" Møller sluttede som nummer fem.
Afgørelsen var hårfin, og turneringslederen kunne overrække præmier til de bedste cirka klokken 22.30 - godt tre timer efter, at starten gik.