Fortsæt til indhold

Mørke nyt pejlemærke for vækst og erhvervsudvikling i Syddjurs

Syddjurs Udviklingspark har reelt været husvilde efter flytningen fra Sortevej i Hornslet, men nu tegner fremtiden lys

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Udviklingspark har igen fået mulighed for at blive en afgørende spiller for erhvervslivet og potentielle iværksættere. I sidste uge blev det klart, at Syddjurs Udviklingspark kan rykke ind i de tidligere Milliken-lokaler i Mørke.
Det sker efter længtere tids forhandlinger, der har involveret Syddjurs Kommune og Syddjurs Udviklingsparks bestyrelse.
Borgmester Kirstine Bille (SF) understreger, at engagementet i Mørke ikke får betydning for den lokalitet, som Syddjurs Udviklingspark er flyttet ind i på Tingvej 36 i Hornslet i de lokaler, der i mange år var hjemested for Lokalavisen.
"Nej, den aftale bliver der ikke ændret på. Lokalerne i Hornslet er målrettet iværksættere eller enkeltmandsfirmaer, der har behov for et skrivebord, og som med fordel kan drage nytte af at sidde sammen med andre i samme situation," siger Kirstine Bille.

Et pejlemærke

Det er ikke nogen hemmelighed, at Syddjurs Udviklingspark har været husvilde siden den tvunge udlytning fra lokalerne på Sortevej i Hornslet for snart to år siden. Et kortere ophold på den tidligere materielgaard i Hornslet viste sig at være en dødssejler. Lokaliteterne her var slet ikke egnede til Udviklingsparkens behov.
Flere politikere var tidligt ud at foreslå rådhuset i Hornslet som nyt pejlemærke for erhvervsudviklingen i Syddjurs, men planerne blev aldrig rigtigt til andet end lidt rumlen i de politiske geledder, så derfor kommer Milliken-løsningen nu som sendt fra himlen.
"Udviklingsparken får en fantastisk placering i de tidligere Milliken-lokaler, der har den nødvendige volumen til, at vores ambition om, at Syddjurs Udviklingspark skal være et pejlemærke for vækst og erhvervsudvikling i Syddjurs er realistisk," siger Kirstine Bille.

Projektcenter Syddjurs

Den dugfriske aftale kommer også til at omfatte en afdeling af Projektcenter Syddjurs, Syddjurs Kommunes center for udvikling af menneskers arbejdsevne.
Vel at mærke mennesker, der måske har fået en arbejdsskade, været ramt af stress, har angst, depression eller haft svært ved at få forbindelse til arbejdsmarkedet.
Koblingen af Projektcenter Syddjurs og Udviklingsparken ser Kirstine Bille masser af muligheder i, fordi de borgere, der er tilnyttet Projektcentret kan få relevante arbejdsopgaver i form af kantinedrift og pasning af grønne arealer plus diverse supportopgaver for de virksomheder, der flytter ind i 'Parken' i Mørke.

Opgave for Søren Holm

Det bliver nu Syddjurs Udviklingsparks mangeårige direktør, Søren Holm, der får til opgave at få anden generation af Udviklingsparken kørt i stilling og skabt det fundament, der gør, at det igen kommer til at dufte af erhervsliv på det store område i Mørke.