Fortsæt til indhold

Talenter vender hjem til fodboldskole

To AGF-talenter tilbage på hjemmebanen til fodboldskole i IF Midtdjurs

Samfund
Af Martin Schultz

Selvom man til daglig spiller på det bedste U13 hold i storklubben AGF, kan det godt være sjovt at komme hjem til skolekammeraterne og spille med på fodboldskolen på IFM's anlæg i Ryomgård.
De to U13 spillere Mads Bager fra Ryomgård og Gustav Mogensen fra Pindstrup er kun 12 år, men bliver fire gang om ugen hentet i en bus , som kører fodboldtalenter fra Djursland til AGF's træningsanlæg Fredensvang i Viby. Dertil kommer kampe hver weekend gennem sæsonen med ofte lange køreture til modstandere andre steder i Jylland.
Men når der den første uge i skoleferien kaldes til fodboldskole i Ryomgård, så er både Mads og Gustav klar på banerne i Ryomgård sammen med de kammerater, de til daglig går i skole med og som de tidligere spillede på hold med i IF Midtdjurs.
”Børnene hygger sig med hinanden samtidig med at de får spillet en masse fodbold,” siger leder af IFM's fodboldskole, Jesper Bager.

Lave mange mål

Næsten hundrede drenge og pige er gennem sommerferiens fem første hverdage samlet på IFM's anlæg i Ryomgård.
IF Midtdjurs har altid haft en DBU Fodboldskole, og også i år går trænerne frem efter det oplæg, som DBU har rundsendt til værtsklubberne.
”I år er temaet ”1000 mål”, og det handler både om at lave mål og lægge op til mål,” siger fodboldskoleleder Jesper Bager, som har unge Mads Møller ved sin side som trænerleder.
IFM's fodboldskole har rekrutteret sine trænere blandt de unge talentfulde spillere, som netop har spillet klubbens bedste seniorhold op i serie 2.

Populære spilletrøjer

Rundt på banerne på anlægget spiller de forskellige grupper med aldersopdelte trupper.
Kun om fredagen, når fodboldskolen slutter med en stor turnering, bliver der lavet blandede hold på tværs af aldersgrupperne.
Udvalget af spilletrøjer på fodboldskolen er mangfoldigt, men sådan en sommerdag kan man godt se hvilke klubber, som er de mest populære blandt unge mennesker.
”Jeg holder med Borussia Dortmund og Manchester United,” siger 12-årige Gustav Mogensen, som spiller angriber på AGF's U13 hold. Mads Bager er midtbanespiller i AGF. Han holder med Manchester United og Real Madrid.
Selvom Barca's formkurve har været dalende, er der stadig rigtig mange børn på IFM's fodboldskole, som holder med boldkunstnerne fra Barcelona. Klubbens popularitet overgås på dagen kun af Manchester United.