Fortsæt til indhold

"Helt uovertruffent fedt"

I 35 dage var Torben Grøn-Jensen på indlandsisen i Grønland

Samfund
Af Mads Hussing

Allerød-borgeren Torben Grøn-Jensen krydsede indlandsisen i april og maj, og han kom hjem med en endnu stærkere eventyrlyst og er klar på nye udfordringer.

"Jeg overvejer lidt, hvad jeg skal lave nu, men jeg skal klart på eventyr igen. De der lange ekspeditioner, det er fedt. Når en ekspedition varer så længe når det også at blive hverdag, og man finder en helt unik ro i det," siger Torben Grøn-Jensen.

Ekspedition over indlandsisen 2013. Foto: Erik B. Jørgensen.

Trænet intenst et halvt år

I de 35 dage, som ekspeditionen varede, var der store forskelle i vejret. Gruppen oplevede alt fra totalt hvidt føre over vilde snestorme til de smukkeste dage med klar og høj sol. Mest ekstremt var de fem dage lå ekspeditionen helt stille på grund af snestorm.

"Vi kunne stå skulder ved skulder og råbe hinanden ind i hovedet, og man kunne alligevel ikke høre noget," siger Torben Grøn-Jensen, der havde det fint ved den første dag, hvor gruppen lå stille.

"Der kunne man restituere sig, men for hver dag vi lå, så blev vi mere presset i sidste ende. Vi skulle knokle endnu mere for at nå det til den dato, vi havde regnet med," siger Torben Grøn-Jensen, der har fået sat livets bekvemmeligheder i perspektiv.

"Varme i gulvet på toilettet skal man virkelig glæde sig over og det samme med varm mad. Vi løb tør for brændstof, så de sidste dage kunne vi ikke få varm mad," siger grønlandsfareren, der ikke havde som mål at krydse indlandsisen.

"Målet var at være på isen. At finde en vane i teltet og at have et godt liv derude. Der er kun to stykker tynd nylon mellem dig og sneen og isen, men det bliver, sammen med brænderen i midten af teltet, den hjemlige hygge," siger Torben Grøn-Jensen.

Solskin og dyb sne. Foto: Torben Grøn-Jensen.

Torben Grøn-Jensen trænede intenst i et halvt år op til rejsen. Det foregik blandt andet ved at trække dæk i skoven.

"Jeg er 46 år, så hvis jeg skal gøre noget så ekstremt, så er det nu. Jeg så en artikel for fire år siden om nogen, der havde krydset indlandsisen. Der tænkte jeg: 'Det er en god drøm'," siger Torben Grøn-Jensen, der ikke har lavet så ekstreme ting før.

"Jeg er nok lidt rastløs. Vi lå i teltene og talte om: 'Hvad skal det være næste gang?'. Jeg vil gerne på en længere tur igen, helst over 30 dage, så det bliver en form for hverdag. Om det bliver bjerge, det ved jeg ikke, men det har jeg tænkt på," siger Torben Grøn-Jensen.

Torben Grøn-Jensen i snestorm. Foto: Kenneth Lagstrøm.

Holdet tog afsted tl Grønland 5. april, og tog ud på ekspeditionen 10. april. 14. maj om morgenen nåede holdet en lille by med 70 indbyggere, der havde en skole med 15 børn og en købmand, der ikke havde fået forsyninger siden september.

De havde gået 569 kilometer i alt og ikke mindre end 69 kilometer de sidste 26 timer.

"Jeg var rigtig træt. For flere var det en forløsning, men mit mål var ikke at krydse indlandsisen. Det var at leve på isen og få en hverdag til at fungere, og det lykkedes," siger Torben Grøn-Jensen, der kom hjem med en kæmpe oplevelse i bagagen.

"Det største øjeblik i mit liv var nok, da jeg fik min søn. Men det her var skelsættende. Bare det at være på isen var helt specielt," siger Torben Grøn-Jensen.

Ekspeditionsholdet 'Indlandsisen 2013' med arrangøren 'Dit Eventyr'. Foto: Erik B. Jørgensen.

20. maj kom Torben Grøn-Jensen hjem til Danmark, og bare fem dage senere deltog han i et ekstremsportsarrangement i Silkeborg, der varede i flere dage.

Der er meget mere om Torben Grøn-Jensens tur på adressen:
http://komud.dk/kategorier/indlandsisen-2013/

Torben Grøn-Jensen i teltet efter en lang dag på indlandsisen. Foto: Erik B. Jørgensen.