Nu bakker byrådet op om Maltfabrikken
Et enigt Syddjurs byråd vil lægge bibliotek og museum i Den ny Maltfabrik i Ebeltoft
Vision om at genrejse den nedslidte 150 år gamle maltfabrik i Ebeltoft som et center for erhverv, service og kultur i Ebeltoft og Syddjurs har fået ny luft under vingerne.
På byrådsmødet torsdag aften gik et enigt byråd nemlig ind for at placere Ebeltoftafdelingerne af Syddjurs Bibliotek og Museum Østjylland i det som den private projektgruppe bag visionen kalder ”Den ny Maltfabrik”.
”I byrådet har vi besluttet at placere Ebeltoft bibliotek og Museum Østjyllands Ebeltoft afdeling i den kommende Maltfabrik. Dermed skaber vi grundlaget for at genoplive Maltfabrikkens markante bygninger som et nyt kraftcenter for kreativt erhverv, service og kultur”, siger borgmester Kirstine Bille.
Et omtumlet liv
Maltfabrikken midt i Ebeltoft er et markant udtryk for byens industrihistorie og gik får få år siden fra at være et nedrivningsmodent til at være en bevaringsværdigt bygningskompleks.
Også politisk har Maltfabrikken levet et omtumlet liv, men den private projektgruppe Ny Malts ihærdige indsats og fund-raising har nu fået Syddjurs politikerne til at give grønt lys til at erhverve den gamle spiresal til brug for et nyt Ebeltoft Bibliotek og Museum Østjylland.
Dermed kaster byrådet i alt 24,5 mill. kr. ind i genrejsningen af Malfabrikken
Kan blive et vartegn
Også bestyrelsesformanden for komitéen til realisering af Den ny Maltfabrik, Anders Byriel er glad for beslutningen.
”Jeg vil gerne rose byrådspolitikerne for den visionære beslutning, de nu har truffet. Projektet er en enestående chance for at skabe noget helt særligt, og jeg er sikker på, at Den ny Maltfabrik bliver et vartegn for Syddjurs Kommune og Ebeltoft, siger Anders Byriel, som er direktør for tekstilvirksomheden Kvadrat og næstformand i bestyrelsen for Kulturby 2017.
Fonde og donationer
Det nye biblioteks- og museumshus opføres på det område af Maltfabrikken, der i dag rummer den gamle Spiresal.
Borgmeste Kirstine Bille ser frem til integrationen af de to huse.
”Vi får med den nye fælles placering af biblioteket og museet muligheden for at skabe en helt ny type oplevelses- lærings- og servicehus, som ikke findes andre steder i landet”, siger borgmester Kirstine Bille.
Byrådet kaster i alt 24,5 mill. kr. ind i genrejsningen af Malfabrikken. Den øvrige finansiering til det storstilede projekt kommer fra fonde og private donationer.
Næste skridt bliver ifølge borgmesteren at få skabt en stærk og handlekraftig organisation omkring projektet.