Fodbolddrenge for fuld udrykning
Sæsonafslutning for IFM's U11 drenge gik til Politigården i Aarhus
Fodbolddrengene fra IF Midtdjurs U11 hold fik sig en speciel afslutning på en veloverstået fodboldsæson.
Lederne havde nemlig fået mulighed for at invitere drengene og deres familier på et besøg på Alarmcentralen på Politigården i Aarhus.
Der var stor interesse for arrangementet og i alt 46 personer inkl. forældre og søskende tog hen over to dage til Aarhus på besøg på Politigården.
Her blev de modtaget af en medarbejder på Alarmcentralen, som først fortalte om hvordan det var at være politimand og hvad han selv havde oplevet i sine 43 år som politimand.
”Politiassistenten fortalte, at en betjent laver meget andet end at køre på gaden og at en betjent sidder bag skrivebordet 70 procent af arbejdsdagen,” fortæller holdets træner, Henrik Andersen. Børnene fik også forevist politimandens tjenestepistol og håndjern.
En lærerig tur
Gæsterne fra Midtdjurs fik en rundvisning på stationen og så blandt andet politibilerne og motorcyklerne.
”Vi var også i "kælderen", hvor de anholdte sidder i de timer de må sidde der. Enkelte børn blev lidt forskrækket, da nogle af de anholdte råbte op. Men det er meget normalt at de råber, fik vi at vide,” fortæller Henrik Andersen.
Til sidst så børn og voksne Alarmcentralen og fik lov at se, hvad betjentene foretager sig, når der kommer et 112 opkald.
”Det var en meget lærerig tur for både børn og voksne,” fortæller Henrik Andersen fra IF Midtdjurs.