Tidligere Auning dreng forstærker FC Djursland
Jeppe Juhl Jensen, 20, med en ungdomsfortid i Auning og senere kontraktspiller i Randers FC tørner efter sommerferien ud for FC Djursland i 2. division
FC Djursland er klar med den første forstærkning af den trup, der skal kunne bære hjem i 2. division.
Det er Jeppe Juhl Jensen, 20, født og opvokset i Auning, hvor han også i de helt unge år spillede fodbold under kyndig vejledning af faderen, Torben Juhl Jensen, tidligere førsteholdsspiller og seniortræner i Auning IF.
Efter en kort afstikker til AGF skiftede Jeppe Juhl Jensen som første års juniorspiller til Randers Freja. Her spillede han med på de bedste ungdomshold på liganiveau og som 17-årig skrev han ungdomskontrakt med kronjyderne, da han var blevet fast mand på U-17-ligaholdet.
Jeppe Juhl Jensen har formået at kombinere fodbold på eliteniveau med en ungdomsuddannelse som tilknyttet Randers ElitesportsCollege.
Siden overgangen til seniorlivet har han været en fast del af Randers FCs talentrup, U-truppen, som udgør kernen på Randers Frejas stærke Danmarksseriehold.
Sideløbende har Jeppe Juhl Jensen spillet med hos Randers FC i Reserveholdsligaen, hvor niveauet som oftest er at sammenligne med 1. division.
Pakken passer
Jeppe Juhl Jensen begynder som elev 1. august hos Sportigan Grenå, der er blandt FC Djurslands sponsorer.
”I Randers ville jeg stadig spille Reserveholdsliga og Danmarksserie, så det er et skridt op at komme til FC Djursland for at spille 2. division. Og da FC Djurslands måde at spille på med bolden ved fødderne passer mig godt, tror jeg, at jeg vil passe godt ind”, siger Jeppe Juhl Jensen.
”Min kæreste bor i Grenå, jeg får en læreplads ved siden af fodbolden, og jeg kommer til at spille i en højere liga – for mig at se går det hele op i en højere enhed.”
Dækker flere positioner
Jeppe Juhl Jensen har siden overgangen til Randers FC været vant med 4-6 ugentlige træningspas, så han kommer fra en særdeles competitive træningskultur.
Tillige er han så tilpas ydmyg og hårdtarbejdende, at FC Djursland har foretaget en casting som nok skal give et positivt afkast.
Jævnligt har Jeppe Juhl Jensen også været med på træningsbanen med Randers FCs superligatrup.
Hans favoritposition er som central forsvarsspiller, men venstrebensspilleren kan også dække venstre back og den centrale midtbane.
Der er ingen slutdato på aftalen med FC Djursland, men Jeppe Juhl Jensen håber at være med på vognen i mindst de to år, han har læreplads i Grenå.