Fortsæt til indhold

Halmhuse og skæv arkitektur med kant

Frilandsmessen sætter søndag fokus på bæredygtigt byggeri og viser praktiske eksempler

Samfund
Af Martin Schultz

Vil man se på og høre om bæredygtigt byggeri med alt fra genbrug, halmballer og træfiber er det med at besøge den årlige Frilandsmesse i det eksperimenterende bosætningsområde Friland ved Feldballe.
Friland er kendt gennem utallige TV udsendelser og den skæve og utraditionelle arkitektur blandt nybyggerne i området er særdeles inspirerende, hvis man har fokus på bæredygtighed, ressourcebesparelse og klimavenlighed.
Det er efterhånden over ti år siden, at den daværende Rønde Kommune inviterede Friland pionererne indenfor og på Frilands jord er den tredje bølge af selvbyggere nu i gang med at opføre deres bæredygtige boliger.

Tæt på byggerier

For 6. år holder Friland på søndag den årlige Frilandsmesse og med valget af tema'et ”Bæredygtigt Byggeri” tager frilænderne et meget relevant emne op.
Friland rummer nemlig et bredt spektrum af forskellige bæredygtige byggerier, lige fra færdige huse til nybegyndte byggerier, og der er muligheder for at komme helt tæt på bæredygtigt byggeri, lige fra halmballer og træfiber isolering til et bud på fremtidens vinduer.

Tre rundvisninger

Messen har åben fra kl. 10 til 16, og ud over standene kan man se sig omkring på Friland med de mange eksperimenterende byggerier.
Frilandsfilosoffen Steen Møller holder foredrag om bæredygtigt byggeri, der bliver foredrag om byggeri efter earthship-principperne, og gøgleren Tonny Trifolikum laver en cirkusforestilling til at afslutte dagen.
Der er planlagt tre rundvisninger i løbet af dagen, hvor man kan komme rundt på Friland og se nogle af de særprægede byggerier.