Fortsæt til indhold

Da eleverne rykkede ud, rykkede håndværkerne ind

Da lærere og elever gik på sommerferie, rykkede håndværkerne ind på Rungsted Gymnasium

Samfund
Af Peter Klar

Ligesom sidste år, hvor Rungsted Gymnasium fortsatte sin facaderenovering, fik istandsat det gamle billedkunstlokale og bygget et flot teater ud for Sophienberg-kvarteret, er der fuld gang i renoveringerne igen.
I år fortsættes med endnu en etape af facaderenoveringen.
Herudover får alle klasseværelser i A-fløjen nye fleksible møbler, og der etableres her et innovativt undervisningslokale med mange forskellige muligheder for både studieaktivitet, klasseundervisning og gruppearbejde.
Samtidig skiftes hele ventilationen i samme fløj.
Eleverne har igennem flere år ønsket sig et lounge-område, det får de nu.
"Vi ombygger derfor kælderområdet med fodboldspil, nye lofter og lamper samt lækre lounge- og studiemøbler. Idet vi sagde farvel til 8 3.g klasser og skal byde hele 11 1.g klasser velkommen 14. august, er der ansat en del nye lærere, således at vi efter sommerferien er ca. 105 ansatte på skolen. Derfor er der behov for et større lærerværelse. Det betyder, at der sommeren igennem vil være mange håndværkere rundt om på skolen," forklarer pædagogisk leder på Rungsted Gymnasium.