Vindmøller ved Sivested Mark har ingen gang på jord
Et enigt Økonomiudvalg har pillet området ved Sivested ud af det Kommuneplanforslag, som byrådet har på dagsordenen i næste uge
"Et enigt Økonomiudvalg har på dagens møde indstillet til byrådet, at området ved Sivested Mark ikke skal stå nævnt i Kommuneplanforslaget som et af de steder, hvor der er mulighed for at rejse vindmøller i Syddjurs Kommune," fortæller borgmester Kirstine Bille (SF).
"Vi har i udvalget fået en orientering om, hvorfor området ved Sivested Mark tidligere er blevet afvist som en god placering til vindmøller, og det er grunden til udvalgets indstilling," forklarer borgmesteren.
Når Sivested Mark igen er blevet aktuelt som vindmølle-område, skyldes det en ansøgning fra en interesseret investor, Henrik Ehm Hansen, Ulstrup, om at rejse syv stk. 150 m høje vindmøller på Sivested Mark, mellem Nimtofte og Kolind.
Økonomiudvalget har ikke taget stilling til den konkrete ansøgning, men udelukkende til placeringen, og når et enigt Økonomiudvalg gør det, har det konkrete vindmølleprojekt og andre, der måtte følge efter, ingen gang på jord ved Sivested Mark.
Økonomiudvalget har repræsentanter med fra alle partier i byrådet minus Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti - i alt fem mandater.
Område af stor landskabelig og kulturhistorisk værdi
Allerede i 1998 blev et lignende forslag om at rejse seks vindmøller af væsentlig mindre højde ved Sivested Mark pillet af bordet af den daværende kommunalbestyrelse i Midtdjurs.
Kommunalbestyrelsen valgte dengang at lytte til en lang række indsigelser fra det daværende Århus Amt, Skov- og Naturstyrelsen, Djurslands Museum, private husstande og Danmarks Naturfredningsforening.
Temaet i mange af indsigelserne var hensynet til de landskabelige værdier.
Danmarks Naturfredningsforening pegede for eksempel på, at den valgte placering til møllerne ikke tog hensyn til beskyttelseslinjerne omkring fortidsminder. Området ved Sivested Mark er blandt andet kendetegnet ved en stor koncentration af gravhøje.