Kolind har fortsat en bager og en slagter, men...
I Kolind er der fortsat en slagter og en bager, og uanset hvordan man end og vender og drejer det, bliver det op til byens borgere, om det også skal være sådan i fremtiden
Kolind Slagteren Johannes Friis har været aktiv i Kolinds bybillede i mere end 22 år, men februar 2014 er det slut. Det betyder dog ikke, at slagterforretningen trækker skodderne til.
Tværtimod har Johannes Friis længe haft en interesseret køber inde over, og vedkommende er klar til at tage over, så Kolind fortsat bevarer en velassorteret slagterbutik, hvor det er muligt at komme ind fra gaden og udpege det stykke friske kød eller hjemmelavet pålæg, som man gerne vil købe - helt ligesom det var reglen tidligere i alle små og store byer.
En livsstil
Den primære del af den forretning, som Johannes Friis driver, er dog mad ud af huset til selskaber, receptioner, runde fødselsdage og senest byfesten i Kolind, hvor over 300 gæster skulle bespises inden revyen.
"Man kommer ikke sovende til det, for det kræver mange timer at drive en specialvarebutik. Det skal være en livsstil," erkender Johannes Friis, der i år holder lukket 14 dage i juli, og ligeledes holder lukket hver mandag året rundt.
"Sådan var det ikke tidligere," husker han, der bor i Ryomgård.
"I mange år holdt jeg kun lukket den første uge af januar, og kendte slet ikke til sommerferie."
Den kommende afløser har en baggrund som slagter og har allerede kigget Johannes Friis efter i kortene for at få et par fif til, hvordan den gamle mesterhakker gør det.
"Han er klar til opgaven, og sammen med familien er han indstillet på ikke at kigge for meget på uret. For eksempel vil han starte med at holde åbent om mandagen også, og det er sørme vigtigt, at han gør sig sine egne erfaringer," understreger Johannes Friis.
Det med ikke at kigge på klokken kan iværksætteren og virksomhedsindehaveren Henrik Nielsen nikke genkendende til.
Henrik Nielsen, indehaver af HN Auto i Kolind, gik for nogle år siden ind og sikrede Kolinds bagerbutik en fremtid, da den så ud til at skulle lukke.
Det har han ikke fortrudt, men han erkender også, at den økonomiske balance er hårfin.
Senere åbnede han også Guldbageren i Ryomgård.
"Det er uhyre vigtigt, at vi gør en indsats for at bevare vores lokale specialvareforretninger, men det er bestemt ikke nogen selvfølge. Hverken Johannes eller jeg piber, men jeg ved, vi er enige, når jeg siger, at det er op til Kolind og oplandet selv, om der fortsat skal være både en bager og en slagter i byen. Sådan er det bare," siger Henrik Nielsen, der selv er meget på i forhold til driften af bagerbutikken.
"Det er nødvendigt hele tiden at forholde sig tallene. Derfor besluttede vi for eksempel tidligere på året at holde lukket om mandagen. ligesom vi går med planer om løbende at udvikle vores sortiment."
"Jeg er tilfreds i øjeblikket, hvis økonomien balancerer," siger Henrik Nielsen, og tilføjer:
"Jeg vil arbejde hårdt på, at det kan fortsætte."