Fortsæt til indhold

Nyt makkerpar tager over i Hornslet

Det bliver duoen Lars Andersen og Morten Klostergaard Hjeds, der i fælleskab får ansvaret for Hornslets nedrykkede Serie 2 mandskab i den kommende sæson

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hornslet IFs bedste fodboldspillere skal i dette efterår forsøge at finde nyt fodfæste efter nedrykningen til Serie 2.
Spillende cheftræner Thomas Gerberg, 36, er efter fire år i Hornslet skiftet til Kolind-Perstrup, hvor han sammen med Mads Berg nu skal dele træneransvaret for førsteholdet i Serie 1.
Afløserne for Gerberg bliver duoen Lars Andersen og Morten Klostergaard Hjeds. Førstnævnte fungerede som trænerassistent for Gerberg i sidste sæson samtidig med, at han vogtede målet.
Morten Klostergaard Hjeds, der bor i Spørring, trænede Hornslets andethold i Serie 5. Det lykkedes ham at gøre det interessant for en fast gruppe på cirka 20 spillere at både træne og spille kampe, så andetholdet ikke kørte pumperne som i tidligere år.
Han har tidligere været træner i blandt andet Brabrand.
"Morten gjorde en virkelig stor indsats for andetholdet. Han dukkede op hver gang til træning og kampe og var altid meget engageret. Han lavede en god gang træning, og jeg håber det bedste for både ham, Lars og spillerne," siger afgåede Thomas Gerberg, der i Kolind-Perstrup primært satser på at være træner og mindre grad spiller.
"Jeg vil ikke optage pladsen fra en ung spiller, der er kvalificeret til førsteholdet, så vi har aftalt, at jeg i første omgang står på linien og måske kan bidrage i de sidste 20 minutter med lidt rutine, hvis det er nødvendigt," siger Thomas Gerberg.

Midtbanefræser stopper

Thomas Gerberg var et ankerpunkt på Hornslets midtbane, og det samme var midtbanefræseren Kaare Sørensen som imidlertid var meget skadet i sidste sæson.
Kaare Sørensen har valgt at vende tilbage til sin tidligere klub, Ådalen, hvor træner Jan Espensen har fået samlet et kontingent af unge spillere, så klubben nu både kan mønstre 11-mandshold i Serie 5 og Serie 6.
Hornslet må også se bort fra unge Simon Pedersen, der mod slutningen af sidste sæson måtte melde forfald med en skade. Den viste sig at være mere alvorlig end som så, idet det viste sig, at den uheldige spiller havde revet korsbåndet over i det ene knæ.
Hornslet startede træningen i torsdags.
I turneringen er holdet havnet i pulje med lokale klubber som Vivild, Aastrup-Hammelev og nyoprykkede IF Midtdjurs.
Holdleder Gert Knudsen, som også har været med på vognen i mange år i Hornslet, har efter eget ønske valgt at stoppe.