Førstehjælp i munkekutte
Nedtællingen er i gang til det store middelaldermarked ved Kalø Slot
Lørdag og søndag vil flere hundrede middelalderaktører fra hele landet kaste sig ud i en levendegørelse af tiden omkring Kalø Slots storhedstid.
To af dem er kæresteparret Carsten Sand og Lone Bornefeldt Slumstrup fra Østjylland, der bruger det meste af deres tid på at leve sig ind i middelalderen.
Når de to kommer til Kalø i weekenden 22.-23. juni, er det med hele deres hele deres gruppe, ”Klan Lots”, på 19 personer. Middelaldergruppen byder på håndværk, fægtekunst, håndlavede varer og lejrliv.
”Når jeg er i nutiden, er jeg i live”, siger Carsten og fortsætter: ”Men når jeg er i middelalderen, så lever jeg!”
Står for førstehjælpen
En anden interessant aktørgruppe er ”Coetus Runa” fra Sjælland.
Gruppen består af 25 personer, der alle er vilde med middelalderen. Mange af dem er samtidig uddannet sygeplejersker, SOSU-assistenter og førstehjælpsinstruktører. Det har ført til, at gruppen nu er et erfarent førstehjælpsteam med speciale i middelaldermarkeder.
Teamet henvendte sig tidligere på året og tilbød at står for førstehjælp og brandsikkerhed på Kong Menveds Marked.
”Henvendelsen fra Coetus Runa om at stå for førstehjælp er guld værd,” siger koordinator for markedet og Kalø-jubilæet, Julie Lolk.
”Gruppen løser en central opgave i forhold til sikkerheden på markedet. De stiller selv med førstehjælps- og brandslukningsmateriel og har gavmildt delt ud af deres erfaringer med at få markedet op at stå,” siger Julie Lolk.