Fortsæt til indhold

Næsby en hård nød at knække for FC Djursland

De ambitiøse fynboer kommer til Grenaa Stadion på lørdag med masser af tro på tingene trods det, at holdet har mistet to stærke kræfter i sommerpausen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

FC Djursland får et passende billede af det fodboldmæssige niveau i 2. division Vest, når djurslændingene lørdag eftermiddag vender tilbage til 2. division med at byde Næsby op til dans på Grenaa Stadion.
De ambitiøse fynboer har ligesom FC Djursland været i gang på træningsbanen siden midten af juli, og mens FC Djursland "nøjes" med tre træningspas pr. uge, træner fynboerne mandag, tirsdag, onsdag og torsdag med start klokken 17.
I den kommende tid har Næsby endog også morgentræning på programmet to gange om ugen fra klokken 07.30.
Fynboerne har over en årrække fået skabt et godt grundlag for divisionsfodbold baseret på mange spillere af egen avl.
"Den blå tråd" er den bibel, som fodbolden drives efter i Næsby for både store og små.

Farvel til topscorer

Næsby har i sommerpausen taget afsked med Kristian Gaarde, holdets kaptajn, der nu spiller på fuld tid i Vejle Boldklub.
Også topscorer Jeppe Hansen har forladt klubben til fordel for en professionel kontrakt med OB. Jeppe Hansen var med i de første 45 minutter, da OB i superligaen mødte Randers FC i søndags på AutoC Park Randers.
Til gengæld har Næsby fået tilgang af syv nye ansigter: nemlig keeper Kristian Kirk (tidligere Thisted og tidligere superligaspiller i Viborg FF), Martin Lund (tidligere Otterup (topscorer i sidste sæson med 15 mål) og tidligere OB), Anders Nielsen (tidligere FC Fredericia), Kenneth Andersen (tidligere Svendborg), Mikkel Knudsen (tidligere Middellfart og BOB U19 liga) og de to tidligere Otterup-spillere, Anders Madsen og Daniel Jensen.
Da trænerteamet Sebastian Brydsgaard/Ken Ragus havde deres hold i kamp forleden mod Hedensted fra Danmarksserien, så startopstillingen således ud (4:2:3:1) (kilde: Næsbys hjemmeside):
Kristian Kirk (mål) - Chris Hansen, Martin ”Baby” Henriksen, Kasper Dreyer og Christoffer Hermansen - Martin Nielsen og Anders Nielsen - Kristoffer Strangholt (tidligere Thisted), Martin Lund og Søren Lærche - Mikkel Knudsen.

Næsby vandt opgøret 3-0.
En af de store profiler på holdet er den rutinerede midtstopper Martin 'Baby' Henriksen, der har en fortid i B1913, AC Horsens og FC Fredericia.

Sidstnævnte sted spillede han over 200 kampe - de fleste i NordicBet Ligaen. Martin 'Baby' Henriksen har formået at træne sig tilbage efter at have gennemgået to korsbåndsoperationer tidligere i karrieren.