FC Djursland spiller skifter til konkurrent
Kantspilleren Emil Mortensen er flyttet til Aarhus for at studere og vil fremover spille fodbold i Odder
FC Djursland har i sommerferien fået flere markante navne føjet til truppen, mens to mand, Jonas Jakobsen og Emil Mortensen, har takket af.
Førstnævnte er flyttet til København for at studere og spiller i den kommende sæson i FC Nordvest.
Emil Mortensen, der har en fortid som ungdomsspiller i Aastrup-Hammelev og elev på Hessel Fodboldkostskole, har også benyttet sommerpausen til at finde en ny klub. Kantspilleren, der til september skal læse i Aarhus, har valgt at spiller i Odder, som sammen med FC Djursland tog turen op fra Danmarksserien til 2. division i sidste sæson.
Odder debuterer i 2. division fredag aften, når nedrykkerne fra Skive gæster Spektrum Park i Odder.
I de sidste to træningskampe før det går løs i 2. division, har Odder vundet 2-0 over Aarhus Fremad og i lørdags blev det til 2-2 mod Lyseng IF.