Fortsæt til indhold

Dronningen kommer til Gråsten på mandag

På mandag indleder regentparret det årlige sommerophold i Gråsten

Samfund
Mikkel Hansen

På mandag den 22. juli indleder dronning Margrethe og prins Henrik deres årlige sommerophold på Gråsten Slot. Opholdet indledes med en officiel modtagelse på Torvet i Gråsten.
Regentparret ankommer i år med kongeskibet til i Aabenraa kl. 10.00, hvor der også er modtagelse, inden regentparret ventes at ankomme til Gråsten kl. 10.40. Her modtages parret af byrådet med borgmester Aase Nyegaard i spidsen.
Det er i år 8-årige Clara Mathilde Hagn-Meincke, Gråsten, der overrækker blomster til dronningen. Clara er aktiv gymnastik- og foldboldpige i henholdsvis Gråsten IG og Gråsten Boldklub.
Når regentparret har hilst på byrådets medlemmer, og borgmester Aase Nyegaard har budt velkommen, er der tradition for, at regentparret giver sig tid til at hilse på mange af de fremmødte borgere, inden turen fortsætter til Gråsten Slot, hvor sommeropholdet kan begynde.
Herefter kan de fremmødte se frem til et glas vin og et stykke Gråsten-æblekage, som Gråsten Handelsstandsforening og Sønderborg Kommune er vært ved, og som uddeles at frivillige hjælpere fra Røde Kors.