3.979 ture i forskellige rutschebaner
Djurs Sommerland får fornemt besøg af udenlandske rekordholdere
Hører man til typen, der bliver lidt svimmel selv i børnekarussel, så læs her: George Greenway fra England har prøvet 2.262 forskellige rutschebaner. Det tilsvarende antal for amerikanske Kathrine Soderequist er 1717. Tilsammen 3.979 ture i rutschebaner verden over.
De to har rekorden for henholdsvis mænd og kvinder, og nu har den engelske og amerikanske rutschebaneentusiast kurs mod Djurs Sommerland i Nimtofte sammen med et halvt hundrede ligesindede fra European Coaster Club.
Berømthederne vil udfordre sig selv og tyngdeloven med en tur i Danmarks længste rutschebane og Europas eneste double launch coaster Juvelen i Djurs Sommerland for at opleve suset i årets store nyhed, der netop er åbnet til sæson 2013.
Medlemmerne af rutschebane-organisationen, European Coaster Club, rejser verden tynd for at prøve de bedste, hurtigste og største rutschebaner. Nu er turen kommet til Djurs Sommerland.
Rutschebaneentusiasterne besøger Djurs Sommerland fra kl. 13 den 15. juni, og dagen slutter med Exclusive Ride Time i Juvelen kl. 20.15 og derefter i Piraten, der flere gange er kåret til en af verdens bedste rutschebaner.