"Det bliver sjovt"
Den tidligere FCK-spillere glæder sig til at møde sine gamle holdkammerater på Farum Park på søndag
Martin Vingaard glæder sig til alle de fodboldkampe, han skal spille, men søndagens kamp mod FCK bliver alligevel noget helt specielt.
Vingaard har nemlig spillet 98 kampe som for FCK, så det bliver en helt speciel oplevelse at stå over for sine tidligere holdkammerater på Farum Park.
"Det bliver en rigtig sjov kamp. Der er lige pludselig noget helt andet på spil end bare pointene, fordi begge hold har fået en skidt start. Det gør pludselig kampen endnu mere interessant. Der er kæmpe fokus på kampen, og det kan vi godt mærke - og det er jo sådan nogle kampe, der er fede at spille", siger Vingaard til Furesø Avis.
Begge hold er sultne efter at få point ind på kontoen, men Martin Vingaard mener ikke, at man skal overvurdere betydningen af kampen.
"Selvfølgelig er den vigtig. Vi har ikke vundet de tre første kampe og ligger med et point, og hjemmekampe vil vi altid gerne vinde, så der er ingen tvivl om, at den er vigtigt, men den skal ikke gøres til mere end den er. Det er en trepoints-kamp, og vi bliver hverken danmarksmestre eller rykker ned med kampen på søndag", siger han.
Martin Vingaard håber på solid opbakning på Farum Park på søndag.
"Der bliver knald på, og forhåbentlig kommer der en masse folk på lægterne. Jeg synes altid, at vi har gode chancer på Farum Park. Det handler om, at vi har fokus på de ting, vi skal gøre rigtigt, og først og fremmest skal vi selvfølgelig til at lave nogle mål", siger den tidligere FCK-spiller.