Fortsæt til indhold

Klar, parat, spring

Vovehalse lader sig falde fra 25 meter og rammer vandet med 90 km i timen

Samfund
Arkiv

Fra svimlende 25 meters højde ned i et lille bassin med kun 2,7 meters dybde. Det burde være umuligt, men for den internationale udspringsgruppe Extreme Divers er det ingen kunst at kombinere utrolige spring med storslået sceneshow. Fra lørdag den 29. juni kan alle legebørn opleve showet i Djurs Sommerland.
Fra den dag indtager således fem professionelle udspringere fra hele verden det store sommerland med dristige spring, forunderlige historier og specielle effekter, der bindes sammen til ét spektakulært show.
Undervejs kan alle legebørn opleve suset, når springerne lader sig falde fra op til 25 meters højde, drejer i luften og med den største lethed bryder vandoverfladen i det lille bassin med næsten 90 kilometer i timen – takket være deres utrolige koncentration og kropskontrol. Samtidig sørger udspringsgruppen for spektakulær underholdning med synkronspring, brændende udspringere og masser af spænding.
Det internationale udspringsshow finder sted i et særligt indrettet område af Djurs Sommerland, hvor et 25 meter højt tårn og et lille bassin på knap tre meters dybde udgør kernen i forestillingen.
Den parisiske udspringsgruppe, der består af topprofessionelle udspringere, rejser hele verden rundt med deres show. I Djurs Sommerland kan alle opleve udspringsshowet fra den 29. juni til den 11. august – alle dage kl. 13, 15 og 17.