Fortsæt til indhold

Kærlighed til musik og Helgenæs

Violinisten Maj Kullberg og hendes familie står bag den klassiske musikfestival på Mols

Samfund
Af Martin Schultz

Glæden ved musikken og kærligheden til naturen og landskabet på Mols og Helgenæs er drivkraften, når den 40-årige violinist og music manager Maj Kullberg torsdag 1. august for tredje gang kan byde velkommen til musikfestivalen Klassiske Koncerter – i Djurs og Mols.
Sammen med sin mand, violinisten Alexander Ølland, er Maj Kullberg medlemmer af den prisbelønnede Kroger Kvartetten, som er det gennemgående ensemble til festivalen.
Men når det kommer til at forberede, arrangere og gennemføre festivalen med internationale stjernefestivalen bakker hele familien Kullberg op.
Og kærligheden til Mols og Helgenæs er groet gennem alle de år, hvor forældrene Erling og Ulla Kullberg har haft sommerhus på Helgenæs og hvor deres musikalske børn Maj og Jakob er kommet siden barnsben.
”Vi elsker simpelthen det område og er derfor glade for at kunne levere noget tilbage,” siger Maj Kullberg, som til daglig bor på Frederiksberg med sin familie.

Uddannet som music manager

Maj Kullberg er uddannet violinist fra Det jyske Musikkonservatorium og har arbejdet som solomusiker i flere orkestre og er siden 2003 violinist i Malmø Operaorkester. Hun har i over ti år været medlem af Kroger Kvartetten.
Interessen for ikke bare at spille, men også at virke organisatorisk inden for musiklivet, fik Maj Kullberg til at gå i gang med en diplomuddannelse som music manager på Det jyske Musikkonservatorium.
”Jeg tog min afgangsprøve i 2011 og mit ”case” var den første festival Klassiske Koncerter – i Djurs og Mols,” fortæller Maj Kullberg, som allerede i august går i gang med at forberede næste års klassiske festival.

Fuld af ny kreativitet

Maj Kullbergs far er den anerkendte kordirigent Erling Kullberg, som i en menneskealder har undervist på Musikvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet. Hendes mor er botanikeren Ulla Kullberg, som sidder i bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge, og lillebror er den talentfulde cellist Jakob Kullberg.
Nu samler Maj Kullberg hver sommer et hold af danske og udenlandske musikere på Mols i dette festivalsammenhæng og skaber et miljø fuld af ny kreativitet.
”Alle holder af at komme her og vi er kreative i en uhøjtidelig og sommerlig stemning,” fortæller Maj Kullberg.
Festivalen støttes af Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge og en række lokale sponsorer. ”Desuden bevilger mange af landets kulturbærende fonde midler til projektet, som gør det muligt at sætte Nationalpark Mols Bjerge i musik.”