Fortsæt til indhold

Sangen om Larsen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

" "Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt."
Sådan lyder omkvædet i "Sangen om Larsen" fra Kjeld Abells fortsat stedserønne musical-klassiker fra 1935, "Melodien, der blev væk".
En hookline, som det hedder på moderne dansk, og som ligger lige på tungen til at beskrive den situation som Borgerlisten Syddjurs står i lige nu på kanten til en kommunal valgkamp, der starter i næste uge, når Thorsager inviterer den lokalpolitiske karavane til vælgermøde.
Borgerlisten Syddjurs har i modsætning til de øvrige deltagende partier ikke meldt ud, hvem der skal sidde i panelet i Byens Telt i Thorsager næste onsdag.
Det er der en god grund til, for Borgerlisten Syddjurs kan lige pludselig stå uden spidskandidat, hvis nuværende byrådsmedlem Tommy Bøgehøj i denne uge meddeler listens koordinationsudvalg, at han alligevel ikke har lyst til at genopstille.
Det virker mest sandsynligt, at det bliver Bøgehøjs svar, og dermed mister Borgerlisten en klar stemmemagnet og markant politisk stemme, som det bliver meget svært, ja nærmest umuligt, at erstatte som trækkraft.
Det så ellers så lyst ud i forårsmånederne, hvor først Ninna Thomsen efter afgangen fra Socialdemokratiet valgte at hoppe over til Borgerlisten, og kort efter forlod Tommy Bøgehøj De Konservative for at tilslutte sig Borgerlisten, der med trioen Thomsen, Bøgehøj og tidligere Ebeltoft-borgmester Jørgen Brøgger lige pludselig kunne mønstre et kompetent hold, som fik de øvrige partier i byrådet til at ryste lidt på hænderne i forhold til chancerne ved kommunalvalget.
Ninna Thomsen trak stikket før sommerferien og annoncerede, at hun ikke genopstiller alligevel, og det fik Bøgehøj til at gå i tænkeboks. Bøgehøjs klare valgstrategi havde lidt skibbrud med Thomsens farvel. Han havde nemlig anset det for sandsynligt, at hvis han og Ninna Thomsen fra hver deres vælgersegment kunne tiltrække tilpas med personlige stemmer, kunne det trække yderligere 2-3 kandidater fra Borgerlisten ind i det ny byråd.
Bøgehøjs politiske angst scenarie er, at sidde i en byrådsgruppe alene eller sammen med blot en enkelt listefælle, fordi det bliver for utilfredsstillende i længden, når han også har et direktørjob i det private erhvervsliv. at tage vare på. Han har ikke sagt fra endnu, men det er ikke raketvidenskab allerede nu at kunne forudsige, at han går samme vej som Ninna Thomsen."