Fortsæt til indhold

Frivilligt laug finder og passer på vejvisersten

Vejvisersten-lauget mangler frivillige i den tidligere Rosenholm Kommune

Samfund
Af Martin Schultz

Mange glædes sikkert dagligt under deres færdsel over de mange velbevarede vejvisersten, som man kan møde rundt omkring de mindre syddjurske veje. Tænk blot på de fem flotte vejvisersten ved Syvveje, hvor syv veje mødtes før Randersvejen blev rettet ud.
Hver for sig fortæller de en historie om en tid og en egn, men mange er blevet glemt eller er forsvundet i al ubemærkethed.
Men et frivilligt vejviserlaug med den kendte naturvejleder fra DGI Karpenhøj på Mols, Jens Reddersen, som tovholder, gør et stort arbejde med at opspore og vedligeholde de omkring 70 vejvisersten, som gennem de seneste år er blevet registreret, sat på plads og opmalet i Syddjurs Kommune.
”Vi har kun et problem. Og det er at vi godt kunne bruge lidt flere hænder. Og det især nogen, som bor i og som kan dække den tidligere Rosenholm Kommune. Her findes en del fine sten, men vi har for tiden ingen frivillige i området,” fortæller Jens Reddersen.
Han opfordrer derfor interesserede borgere til at melde sig i ”Vejviser-frivillliglauget”, som blev startet i foråret 2013 med støtte fra Nationalpark Mols Bjerge. For tiden arbejder 8-9 mennesker med at genfinde sten, fotografere og registrere stenene samt sørge for vedligeholdelse og opmaling.

Sejrer sig ihjel

Det var Jens Reddersen, som for godt fem år siden blev opmærksom på nogle flotte opmalede vejvisersten omkring sin hjemby Vistoft.
”Da jeg i 2008 begyndte at efterlyse oplysninger om bevarede, fjernede eller forsvundne vehvisersten, kendte jeg kun i alt 12 sten. I dag har vi kendskab til mere end 70 sten,” fortæller Jens Reddersen.
Projekt Vejvisersten i Syddjurs næsten sejrede sig ihjel.
”Der blev fundet så mange sten, at kommunen ikke magter at vedligeholde dem smukt og løbende,” siger Jens Reddersen om grunden til at det frivillige laug blev oprettet.
I dag arbejder ”Vejvisersten-frivilliglauget” både i mindre grupper, men mødes også til erfaringsudveksling og arrangementer.

Trænger til opmaling

Så ”Vejvisersten-frivilliglauget” vil gerne have nogle flere medlemmer og meget gerne fra Hornslet-området.
”Inden længe vil Syddjurs Kommunes vejfolk med deres kraner flytte nogle af de flyttede sten, som er doneret tilbage til genopsætning. Det bliver sjovt, men frivilliglauget har foreløbig rigeligt at gøre med de opmalede famlede sten. De har ikke været opmalet siden 2009 og trænger nu felt til at blive malet,” fortæller Jens Reddersen.
Laugets medlemmer bor fortrinsvis i Midtdjurs, på Mols og omkring Ebeltoft, så der er brug for folk i Rosenholm-området, som vil være med til at finde ukendte overlevende sten og medvirke til opmalingm så stenene kan fremstå så flotte, som de fortjener.