Afbud fra middelalderskib til Kalø jubilæum
Et rekonstrueret middelalderskib fra Middelaldercentret på Falster må aflyse sit besøg ved Kalø Slotsruin den kommende weekend
Det skulle have været et af 700 års jubilæets store clou. Men folkene bag jubilæet må kikke langt efter det middelalderskib, som i weekenden skulle have lagt til ved Kalø Slotsruin.
“Det er rigtig ærgerligt, for vi ventede os meget af besøget af skibet, som skulle lægge til på én meter vand,” fortæller jubilæumskoordinator Julie Lolk fra Museum Østjylland.
Dermed ser det ud til, at jubilæumsårets højdepunkt var Kong Menveds Marked, som blev afholdt på Sdr. Stegeløkke i weekenden 22. og 23. juni med mellem 3.000 og 4.000 besøgende.
Vilfreds Kalø-historie
Julie Lolk kan resten af året byde på forskellige guidede ture og foredragsaktiviteter til at markere jubilæet med.
Kalø-fans kan dog se frem til en begivenhed senere på året, når historiker og tidligere borgmester Vilfred Friborg Hansen udgiver den Kalø-historie, som han har meget travlt med at færdiggøre for tiden.
Jubilæumssang på CD
Flittige bidragsydere til jubilæet er også de frivillige fra Rønde Amatørteater, som netop har spillet fire forestillinger med “Fangen på Kalø”..
I pausen til forestillingen kunne publikum ud over at nyde kaffe ad libitum og lun hjemmebagt kringle også høre Louise Balle og musiker Torben Møller fremføre deres Kaløsang i anledning af 700 års jubilæet, som første gang blev fremført ved det store Skt. Hansbål på Kalø.
Kaløsangens tekst er skrevet af Nicolai Møller efter stikord fra Vilfred Friborg Hansen, og Torben Møller har sat musik.
Kaløsangen er nu indspillet på CD og kan blandt andet købes hos Expert i Rønde og Grenaa og ved købmanden i Balle til den fyrstelige sum af tyve kroner.