Danske Bank i Rønde lukker
Fredag 11. oktober bliver sidste åbningsdag i filialen i Rønde
Medarbejderne i Danske Banks filial på Hovedgaden i Rønde flytter til andre filialer, mens en enkelt har valgt at gå på pension i forbindelse med lukningen.
Tre medarbejdere flytter således til Danske Bank i Grenaa, mens en medarbejder fortsætter i Danske Bank i Egå. Filialdirektør Louise Marie Nielsen skal selv videre til Danske Bank i Ebeltoft.
En af årsagerne til den kommende lukning af filialen i Rønde er, at Danske Bank ønsker at samle rådgivningen i større filialer for at styrke kompetence- og rådgivningsmiljøet til gavn for kunderne,
"Kravene til rådgivernes faglige kompetencer er større end nogensinde, og de bliver ikke mindre i fremtiden," oplyser filialdirektør Louise Marie Nielsen.
En anden årsag er den teknologiske udvikling. Flere og flere danskere klarer hverdagens bankforretninger hjemme foran computeren eller fra en smartphone.