"FCN er et stærkt team"
Zenit har forberedt sig grundigt til mødet med FC Nordsjælland
Man skal vist være meget stor optimist for at tro på en sejr til FC Nordsjælland i aftenens kamp mod Zenit Skt. Petersburg på Farum Park, men Zenits træner, Luciano Spalletti, har stor respekt for FC Nordsjælland før de to klubbers første møde i Champions League-kvalifikationen.
Spalletti kalder således FC Nordsjælland for et hold med et højt niveau, og han mener, at kampen bliver meget vanskelig for Zenit.
"FC Nordsjælland er et stærkt team med et højt niveau. Vi har været meget opmærksomme på deres sidste to kampe - vi var endda på stadion for at se dem spille - så vi har gjort meget på at forberede os til mødet med dem. Jeg er helt klar over den professionalisme, høje kvalitet og de færdigheder, som de danske spillere besidder, for jeg har været så heldig selv at træne nogle af dem," sagde Zenit-træneren på et pressemøde mandag eftermiddag.
Det forventes da også, at Zenit tager et af deres stærkeste kort med på banen i aften. Angriberen Hulk har ellers været skadet, men han er nu fit-for-fight igen, lyder meldingen fra Spalletti.
"Hulk er i god form, og han er klar til at spille for os. Jeg planlægger at bruge ham i kampen. Han kan hjælpe os meget, og vi vil beslutte, hvordan vi vil bruge ham på kampdagen", sagde Luciano Spalletti på pressemødet.