Fortsæt til indhold

Årets byvandring med provsten går til Marie Magdalene

Tidligere provst Helge Qvist Frandsen lader i år sin byvandring i forbindelse med byfesten i Ryomgård gå til Aktivitetscentret i Marie Magdalene

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En kær tradition laver man ikke sådan lige om på, så arrangørerne af årets byfest i Ryomgård har gjort klogt i at fastholde den årlige byvandring med tidligere provst Helege Qvist Frandsen som guide på programmet.
Det vil mange lokale borgere bifalde - ikke mindst fordi Helge Qvist Frandsen er en mere end god fortæller undervejs på ruten og bruger tid på at forberede et godt arrangement.
I år turen til Aktivitetscentret i Marie Magdalene, som før sommerferien inviede nyt udendørs motionsanlæg og en ny fodboldgolfbane
"Vi skal også besøge aktivitetscentrets hovedbygning, der i mange år var byens folkeskole, og som derfor sikkert vækker minder af forskellig slags hos nogle af deltagerne, ligesom vi skal høre om centrets dagligdag og dets mange forskellige aktiviteter," fortæller Helge Qvist Frandsen.

I berømt tegners fodspor

En af de tidligere ledere af Aktivitetscentret i Marie Magdalene hed Kurt Westergaard, og jo, det er rigtigt gættet, at det er den senere så berømte Muhammed-tegner.
Da Helge Qvist Frandsen i starten af 1970'erne flyttede til præstegården i Marie Magdalene samarbejdede han med Kurt Westergaard om blandt andet konfirmandundervisningen af de unge mennesker på centret. Kurt Westergaards malede i sin tid et farvestrålende vægmaleri på centret, som endnu pryder hele kantinens endevæg. Det får deltagerne naturligvis også lejlighed til at se.
Aktivitetscentret har i de senere år udvidet rammerne betragteligt. Senest med de nye gule bygninger, som fungerer som bofællesskab.
Helge Qvist Frandsen har aftalt, at det bliver muligt at se bygningerne indefra, ligesom alle får mulighed for at nyde udsigten fra den store tagterrasse.