Fortsæt til indhold

“Helt nødvendigt”

FC Djurslands lille kreatør på midtbanen, Morten Hjorth, er glad for at spille i FC Djursland, men den tidligere elev på Hessel Fodskole indrømmer også, at det var udsigten til en kontrakt, der gjorde det nemt for ham at beslutte sig for at tage turen fra

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Man skal ikke være fodboldprofessor for at se, at FC Djurslands kreatør på den centrale midtbane, Morten Hjorth, har fodboldmæssige kompetencer som kan udvikles til at være til mere end 2. division.
Andre klubber har da også været på banen med seriøse følere, men nu har FC Djursland fået papir på talentet de næste to år, og at det er blevet sådan, glæder også Morten Hjorth.
"Jeg er virkelig glad for at være en del af FC Djursland, men jeg vil gerne indrømme, at der skulle en kontrakt til for, at jeg fortsat ville være en del af truppen," siger midtbanespilleren.
"Jeg har fået henvendelser fra andre klubber, både aarhusianske og klubber lidt længere nord på, men da jeg fik stillet en kontrakt i udsigt, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være FC Djursland de næste to sæsoner."

Bor i Aarhus

Morten Hjorth tilhører det efterhånden store kontingent af FC Djursland spillere, der har bopæl i Aarhus.
"Vi er efterhånden blevet så mange, at der skal tre biler til at bringe os til træning og kampe i Grenaa," fortæller han.
Bilerne stiller FC Djursland via en lokal sponsor til rådighed for 'aarhusianerne'.
Morten Hjorth arbejder ved siden af fodbolden som pædagogmedhjælper.

Smag for Jylland

Egentlig er han sjællænder med stor S. I ungdomstiden spillede han således i Brøndby på klubbens bedste elite-ungdomshold, før han efter 9. klasse besluttede sig for at afslutte skoletiden med et ophold på den nu nedlagte Hessel Fodboldskole.
Brøndby var i starten af 90'erne med til at sparke liv i Hessel-projektet, og det var i sig selv et kvalitetsstempel for den unge Hjorth, der blev så glad for opholdet, at han efterfølgende blev hængende på 'Godset' og gennemførte en ungdomsuddannelse sideløbende med, at han holdt sit indtog på Grenaa IFs Danmarksseriehold.

Brabrand ikke lykken

Morten Hjorth var med til at sikre FC Djursland oprykning til 2. division i sommeren 2010, men skiftede i sommerpausen til Brabrand sammen med Hessel-kammeraten Christian Ege (nu Fredericia FC), men udbyttet af opholdet blev aldrig en dans på roser, og Hjort forsvandt helt ud af rampelyset.
Efter en tur hjem til Sjælland var han tilbage igen, da cheftræner Anders Bjerre kaldte til træning i januar 2012, og siden da har Morten Hjorth været stort set første mand på holdkortet.
"Projektet tegner spændende, og jeg synes, vores muligheder ser gode ud med den tilgang, som vi har fået i sommerferien," siger Morten Hjorth.

En sød kæreste

Det hører også med til historien, at ungersvenden har fundet sig "sød kæreste" i det jyske, og derfor står den ikke på Sjælland lige med det første.
"Min mor siger, at jeg skal flytte tættere på familien, når jeg skal til at have børn, men det har min kæreste og jeg ingen planer om lige nu," smiler han.