De spiller også rock, jazz og hip-hop
Prinsens Musikkorps giver koncert på Torvet i Ebeltoft fredag 9. august kl. 11
Militære musikere i dag har meget andet end marcher på repertoiret, selv om militærmusikken fortsat er en central del.
Det gælder således også for Prinsens Musikkorps fra Holstebro, der gæster Ebeltoft og giver koncert på fredag.
Musikkorpset har således et stort og alsidigt program med mere end 2000 titler, der foruden den traditionelle militærmusik også omfatter alt fra klassisk musik, både den tidlige og sene, over swing og jazz til pop, rock og hip-hop.
Musikkorpset, der tidligere hed Prinsens Livregiments Musikkorps, er godt kendt i Ebeltoft, hvor det ofte har givet koncerter og både medvirkede ved Regentparrets besøg i anledning af Ebeltofts 700-års købstadsjubilæum i 2001, og i 2009 ved åbningen af Nationalpark Mols Bjerge.
Lokale kræfter har taget initiativ til en genoplivning af traditionen med besøg af Prinsens Musikkorps.
Det er Ebeltoft Handelsstandsforening, Våbenbrødreforeningen for Ebeltoft og Omegn og Ebeltoft Marineforening.
I tilfælde af regnvejr gennemføres koncerten i stedet i Fregatten Jyllands værtshal, hvortil der vil være gratis adgang for publikum.