Fortsæt til indhold

Molotov cocktail uden virkning mod bil

Alvorligt hærværk mod flere biler ved Mørke Auto Genbrug

Samfund
Af Martin Schultz

En molotov cocktail uden virkning og ordet ”stikker” ridset i flere bilers kølerhjelme indgår som de ubehagelige ingredienser i en hærværkssag i Mørke.
I tidsrummet mellem onsdag kl. 22.00 og torsdag kl. 06.00 har ukendte gerningsmænd ved Mørke Auto Genbrug på Randersvej i Mørke, smadret en rude i en bil, som stod parkeret på pladsen ved virksomheden.
”Derefter har man kastet en flaske med en tændbar væske, som lugter af olie eller benzin, ind i bilen. Flasken er tom for væske, som kan være løbet ud, men den indeholder en klud, som man kender det fra en Molotov cocktail,” fortæller vicepolitikommissær Poul Erik Christensen, Lokalpolitiet i Grenaa.

Ridset med en skarp genstand

Samtidig blev der begået hærværk mod tre andre biler på pladsen.
Gerningsmændene har med en skarp genstand ridset i lakken på bilerne og blandt andet på to kølerhjelme ridset ordet ”stikker”.