Ung mand med politiker-ambitioner
Anders Ladefoged Lampon Lampon bliver sandsynligvis kommunalvalgets benjamin i Syddjurs
"Hvis man vil brokke sig, må man også tage del i ansvaret," kommer det snusfornuftigt fra Anders Ladefoged Lampon Lampon, 21 til september, og foreløbig det yngste bud på en kandidat ved kommunalvalget i november.
Ungersvenden opstiller for Socialdemokratiet, og han gør det ikke bare på skrømt.
"Jeg har naturligvis ikke samme viden om lokalpolitik endnu, som de mere garvede på listen, men jeg stiller op for at blive valgt ind i byrådet," understreger han i hedebølgen i haven ved sommerhuset på en skøn plet i Thorsager, hvor han ferierer sammen med sin et år yngre kæreste, der er tilflytter fra Lolland. "Bliver jeg ikke valgt første gang, vil jeg da ganske givet forsøge mig igen ved næste valg," forsikrer han, der heller ikke lægger skjul på, at en politisk fremtid på Christiansborg indgår i karriereplanen.
Anders Ladefoged Lampon Lampon er født og opvokset i Tåstrup, hvor han fortsat bor.
Efternavnet skyldes hans spanske aner og traditionerne her med, at efternavne bliver fordoblet ud i de næste generationer. Derfor Lampon Lampon.
Aktiv i Dansk El-Forbund
Hvis han har et sydlandsk temperament, har han imidlertid gemt det godt af vejen denne julimandag eftermiddag i sommervarmen, hvor tiden fordrives med at lave reparationer på det sorte sommerhus.
Socialdemokratiets yngste er uddannet elektrikker og er i fuld gang med at bygge videre på uddannelsen. Det første halve år på erhvervsakademiet Dania i Hadsten er overstået med bravour.
Et ti-tal er glimrende motivation, når målet er at kunne kalde sig færdiguddannet elinstallatør om halvandet år.
Anders Lampon, som han vælger at titulere sig for ikke at skabe unødige forviklinger, har fået en god politisk ballast i Dansk El-Forbund Ungdom, hvor han i to perioder var formand for landsudvalget.
Han er fortsat med i landsudvalget som aktiv suppleant for afdelingen i Østjylland.
"Det har givet mig masser af erfaring at være talsmand for mine kolleger," siger han.
En af hans mærkesager ved kommunalvalget hedder da også 'Sociale klausuler'.
"Jeg mener, at Syddjurs generelt bør indgå sociale klausuler med de erhvervsdrivende ved udbud af offentlige opgaver," understreger han.
"Jeg var selv glad for at få en læreplads, da jeg ville være elektriker, men mange af mine kammerater var ikke så heldige, og det er jo absurd, når vi ved, at vi kommer til at mangle elektrikere ud i fremtiden. Derfor skal arbejdsgiverne på banen, og der kan kommunen være med til at presse på."
Unge kan gøre en forskel
Unge politikere skriger al-le partier på, men lokalafdelingerne gør sjældent noget for at bidrage til talentudviklingen.
Anders Lampons indtog på den socialdemokratiske liste, hvor de fleste har alderen til enten at være hans far eller mor eller endog bedstefar skete via gode bekendte i Tåstrup, Conny og Vagn Udengaard, begge mangeårige aktive i 3F og tidligere i lokalpolitik i Rønde.
"De anbefalede mig til Socialdemokratiets kandidatudvalg, og da jeg selv havde leget lidt med tanken, var der ikke langt til at sige ja," lyder det fra Anders Lampon, der har fået plads i partiets ungeudvalg, som skal formulere et valgoplæg til en unge-politik.
"Jeg er tilhænger af, at vi får lavet et kommunalt ungdomsråd som får medbestemmelse i alle spørgsmål, der vedrører de unge."
Han er da også på det rene med, at magter han at få de unge til virkelig at lette rumpetten fra sofaen på valgdagen, vil det fremme hans muligheder for en plads blandt de 27 i byrådet.