Fortsæt til indhold

Autoferie på ladet af en veteranlastbil

Tidl. vogmand Kaj Hitz og Elsa Bannesbjerg fra Følle Vig tog på lastbilsferie i ti uger til Polen

Samfund
Af Martin Schultz

Ikke noget at sige til at ukrudtet står højt omkring Kaj Hitz og Elsa Bannebjergs sommerhus ved Følle Vig.
De to seniorer og hunden Soffi er nemlig netop vendt hjem efter ti ugers sommerferie på landevejen i et noget specielt køretøj.
I alt 7.000 km har deres køretøj, en mere end 50 år gammel Volvo L375 årgang 1957med 3-vejs tip og udstyret med en af de første Hiab hydraulikkraner fra 1949, kørt på en sommerferietur. Turen gik fra Danmark gennem Tyskland til Polen og tilbage igen syd om Berlin og Hamburg og ind over den hollandske grænse og op ad den nordvesttyske kyst forbi at slutte til et veteranlastbilstræf i Itzehoe i Nordtyskland.
”Så ville vi også godt hjem og tog motorvejen det sidste stykke,” siger Kaj Hitz, som har været vognmand i Karlby i over 40 år.

En god rytme

Kaj Hitz er 70 år og Elsa Bannesbjerg er 65 år og netop gået på pension fra at administrationsjob på en privatskole i Aarhus, så de to seniorer tog sig god tid på turen i Kaj Hitz ”bamsebil”.
Med en pressening over ladet og enkelt udstyr var der mulighed for at overnatte i bilen.
”Vi kørte med 60-70 km i timen og det blev til omkring 150 km om dagen,” fortæller Elsa Bannesbjerg, som er kendt som instruktør på ÆldreSagens IT-kurser i Rønde.
”Vi havde ikke travlt. Bilen skal kunne følge med og vi skal kunne følge med,” siger Kaj Hitz.
”Mens man i personbiler ikke ser andet end autoværnet, så sidder vi højt og kan skue ude over landskabet.”

Vundet pokaler

Det blev til ophold på 36 forskellige campingpladser på turen og alle steder blev parret modtaget med venlighed og nysgerrighed.
”Folk ville gerne vide hvad det ar vi havde gang i. Vi fik nogle anderledes oplevelser og kulturen helt ind under huden,” fortæller Elsa Bannesbjerg, som havde lutter gode oplevelser ud af mødet med polakkerne langt fra alfarvej. Hun skrev dagbog og fotograferede undervejs og gerne vil tage ud og fortælle og vise billeder fra turen.
Lastbilen fandt Kaj Hitz i Norge i 2006. Han hentede den selv og satte den i stand, således at den siden har vundet flere pokaler for den originale renovering og dens fine stand.
”Det er sådan en lastbil som man typisk kørte med i 50'erne. Den er til at finde ud af at skrue i,” siger Kaj Hitz, som i samlingen også har en istandsat og køreklar Nimbus motorcykel fra 1944 og en veterantraktor.