FC Djursland spiller slemt skadet
Den stærke venstreforsvarer Malte Kastrups forfald efter en time i lørdagens comeback for FC Djursland i 2. division skyldtes et brud i foden
FC Djursland må undvære den stærke venstreforsvarer Malte Kastrup i en lang periode.
Efter en times spil røg Malte Kastrup meget skævt ind i en hård tackling med en Næsby-forsvarer i lørdagens kamp på Grenaa Stadion.
Malte Kastrup blev liggende på valen med tydeligvis stærke smerter, men dommeren lod spillet fortsætte, og fem sekunder efter bataljen scorede Næsby til 2-0.
En humpende Malte Kastrup måtte humpe fra banen støttet af FC Djurslands fysioterapeut Solveig Graff, og efter kampen viste det sig, at Malte Kastrup havde fået et brud i foden, ifølge sportschef Jan Thomsen.
Et hårdt slag for FC Djursland at måtte undvære den dygtige venstrebensspiller, der også i sin seniorkarriere har været et smut forbi AB.
Kastrups dynamik, ikke mindst hans offensive raids og hans evne til med lange diagonalpasninger at vende spillet, vil blive savnet i de kampe, der følger.