Tomme Stark-bygninger i Kolind fortsat tomme
Erhvervsmægler bekræfter dog, at der fortsat forhandles med en seriøs køber, men også at forhandlingerne har ligget brak i sommerferien
Der er fortsat ikke nogen afklaring på, hvad der skal ske med de tomme Stark-bygninger i Kolind og grunden i øvrigt.
Det fortæller erhvervsmægler Lennert Falkenberg, Colliers International Danmark, der tager sig af opgaven med at sælge de tidligere STARK-bygninger og det tilhørende godt 7.000 kvadratmeter store areal for ejeren DT Group A/S.
"Nej, det er ikke sket mere i løbet af sommeren, men jeg forventer, at vi kommer tættere på en afklaring, når sommerferien er forbi. Vi skal naturligvis have gang i processen igen," siger Lennert Falkenberg.
Han bekræfter, at forhandlingerne nu udelukkende er skåret ned til at omfatte en interesseret køber.
Den samme som tog forskellige jordbundsprøver på området tidligere på året for at få afklaret grundens soliditet.
"Vi er så langt fremme i processen, at vi naturligvis af seriøse årsager nu kun forhandler til en side," siger Lennert Falkenberg, der dog ikke vil sige noget om, hvor tæt et salg er under optræk.
Dog ser han fortsat optimistisk på, at der er sket noget, inden 2013 er omme.
- Du vil selvfølgelig ikke bekræfte, at det er en dagligvarebutik, som kan blive fremtiden på arealet?
"Nej, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg har forståelse for, at man i Kolind er meget interesseret i, hvad der kommer til at ske. Jeg glæder mig også til den dag, hvor jeg kan fortælle det," lyder det med et smil fra Lennert Falkenberg.