“Den er jo dobbelt”
Syddjurs borgmesteren glæder sig over, at mange borgere kører langt for at tjene deres daglige udkomme, men hun erkender også, at det også er sårbart. Borgerlistens Tommy Bøgehøj mener, at Syddjurs Kommune er gået i stå rent erhvervsmæssigt
Det er ikke så tosset for Syddjurs Kommunes skattekasse, at mange borgere er villige til at køre langt hver dag for at komme på arbejde, men topplaceringen over pendling-mønstret i hele Østjylland udtrykker også, at udbud og efterspørgsel ikke linker, når det gælder arbejdspladser i Syddjurs Kommune.
"Det er glimrende, at vi tydeligvis er en attraktiv bosætningskommune, hvorfra mange borgere kører langt hver dag for at komme på arbejde," siger borgmester Kirstine Bille (SF).
"Vi skal bestemt ikke kimse af, at borgerne tjener penge udenbys, som de tager med hjem til Syddjurs."
En stor udfordring
Men Kirstine Bille er enig i, at topplaceringen også afspejler, at Syddjurs ikke har det nødvendige antal arbejdspladser inhouse til sine borgere.
"Det er en udfordring, som vi til stadighed arbejder med, og den bliver bestemt ikke mindre," erkender hun.
Videnparken
"I længden er det for sårbart, at vi slet ikke har det fornødne antal arbejdspladser til vores egne borgere, og det er jo også derfor, at vi arbejder hårdt på flere planer med at skaffe flere arbejdspladser til Syddjurs," siger Kirstine Bille.
En videnpark baseret på højteknologi har spøgt længe som indgang til Syddjurs Kommune og vil være et af de tiltag, som kunne bidrage medarbejdspladser på længere sigt til det segment, der udgør nogle af de borgere som i øjeblikket pendler ud af kommunen hver dag for at tjene deres udkomme.
Syddjurs er gået i stå
Tommy Bøgehøj (Borgerlisten) mener, det er fint, at Syddjurs Kommunes ambition om at være attraktiv bosætningskommune er en succes, men tallenes tale bekræfter ham også i, at Syddjurs står i stampe rent erhvervsmæssigt.
"Vi har masser af fine planer med videnpark og en attraktiv ny by ved Kalø Bugt tæt på Aarhus, men sammenlignet med eksempelvis Norddjurs mangler vi en helt klar og samlet erhvervsstrategi. I Norddjurs markerer borgmester Jan Petersen (S) i et tæt samarbejde med sin kommunaldirektør, at der ikke er langt fra idë til handling, fordi Jan Petersen ved, at han har et politisk flertal, modsat Kirstine Bille (SF) i Syddjurs, der hver gang skal hjem at bede om lov, fordi hun ikke har et fast flertal, men tværtimod er hæmmet af, at to fløje holder hinanden i skak, og det er dræbende for alt udvikling."