Når fodbold gør ondt langt ind i sjælen
Foran 2-0 til det 89. minut og så kun opnå 2-2 - det er såkaldt 'sur røv', men det overgik FC Djursland lørdag eftermiddag på Sjælland
På to mål af den tidligere superligaspiller Morten Avnskjold i det 89. minut (på hovedstød) og i det 91. minut (direkte på frispark) lykkedes det Rishøj på egen bane at fratage FC Djursland to af tre sikre point.
Djurslændingene førte nemlig før Avnskjolds goalshow med 2-0 uden at have spillet prangende, ifølge cheftræner Anders Bjerre.
Lokalavisen fangede ham over telefonen i bussen på vej hjem fra Sjælland, og humøret var meget naturligt i bund efter denne afslutning på en fodboldkamp, hvor FC Djursland havde været i kontrol fra Joachim Gotfreds straffesparksscoring efter 31 minutters spil og især da efter, at Simon Elkjær Nielsen i det 57. minut havde pandet en frisparksbold i mål.
Den tidligere Viby-spillers tredje mål i de tre seneste kampe for FC Djursland.
"Vi havde det rigtigt svært og var under pres i de første 25 minutter, men straffesparksscoringen gav os lidt luft og overskud," fortæller Anders Bjerre.
"Da vi scorer til 2-0, så det godt ud, og da vi i det 88. minut havde fået bolden spillet ned i det ene hjørne hos modstanderne for at trække tiden, havde hjemmeholdet egentlig opgivet, men så skete der det, som der altså ikke må ske. De får reduceret, panikken breder sig, og de scorer direkte på frispark i overtiden."
Fin kamp af Lasse Pedersen
FC Djursland må nøjes med at glæde sig over, at holdet nu er på tavlen i 2. division Vest, hvor også med-oprykkerne Odder lørdag scorede et point ved at opnå 2-2 mod FC Sydvest på to mål i det 86. og 90. minut.
Hermed har alle hold i divisionen fået point.
Odder bunder rækken lige efter FC Djursland og med Svendborg som nummer 14.
Lasse Pedersen vogtede atter målet, og gjorde det fint, ifølge Anders Bjerre.
"Generelt var det ikke vores bedste kamp, men det var den kamp, hvor vi har været mest i kontrol. Rishøj havde en offensiv midtbanespiller, der voldte os mange problemer i hele kampen, men vi fik alligevel dæmmet så meget op for ham, at han ikke scorede, men det var der så en anden der gjorde, da vi var begyndt at klappe hinanden i hænderne - sådan er fodbold også, og når det sker, er det ubarmhjertigt."
Gertsen startede inde
Anders Bjerre startede med Daniel Højland, Sebastian Konrad og Jesper Sørensen samt reservemålmand Andreas Bang på bænken.
Dermed startede Kristian Gertsen på venstrekanten, og gjorde en god figur, ifølge cheftræneren.
Gertsen blev taget ud efter pausen og erstattet af Konrad, 12 minutter før tid forlod en småskadet Simon Elkjær Nielsen valen, ind kom Daniel Højland, mens Jesper Sørensen fik de sidste minutter i stedet for Kristian Kaagh.
FC Djursland møder i næste runde Brabrand, der efter tre uafgjorte kampe til at starte på, møder FC Svendborg søndag eftermiddag på Høje Bøge Stadion.