Anders Bjerre vil se en trodsreaktion fra spillerne
FC Djurslands cheftræner håber, at hans spillere har noget indestængt galde, der skal ud i lørdagens hjemmekamp mod Brabrand
Sidste weekend mistede Djursland to point i slutminutterne, da Rishøjs spillende assistenttræner Morten Avnskjold scorede to gange og dermed udlignede djurslændingenes ellers sikre 0-2 føring.
Det var FC Djurslands første point efter oprykningen til 2. division Vest, men skuffelsen var meget naturligt svær at kapere for både spillere og ledere på turen hjem fra Sjælland, fortæller FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre.
Lørdag gælder det 5. spillerunde, hvor modstanderen hedder Brabrand på Grenaa Stadion.
Anders Bjerre forventer, at hans spillere vil gøre alt for at få oplevelsen fra Rishøj ud af systemet hurtigst muligt med en indsats, der hele tiden vil balancere på kanten af det rigtige spændingsniveau.
"Jeg håber på en rigtig trodsreaktion fra spillerne, så vi kan få den sejr, der kan gøre den kommende uge meget sjovere for os alle," siger Anders Bjerre.
"KB" tilbage
Hos FC Djursland er der sæsondebut til Simon "KB" Christensen, hvis han kommer på banen.
Han afløser Daniel Højland Nielsen i truppen, der fortsat er uden Morten Hjorth, Søren Winther, Malte Kastrup og Casper "KP" Petersen.
"Som jeg har sagt før, er jeg glimrende tilfreds med vores nye spillere og truppens sammensætning. Vi har kunnet spille med i de hidtil afviklede fire spillerunder, men har lige manglet det sidste til at kunne afgøre kampene, og det er måske en oprykkers lod," funderer Anders Bjerre, der minder om, at situationen sidste år i Danmarksserien på nuværende tidspunkt af sæsonen så nøjagtigt ud på samme måde.
"Da rykkede vi trods alt op," konstaterer cheftræneren med tilføjelsen: "Det gør vi nok ikke i år, men jeg er optimist i forhold til de kommende kampe og vores muligheder."
Brabrand ubesejret
Brabrand fik holdets første sejr i sidste spillerunde, da Svendborg blev besejret 2-1 på Høje Bøge Stadion på mål af Lasse Ankjær (tidligere Silkeborg (superliga), Skive, Viborg FF og Hobro) og Tue Ullerup (i sidste sæson på AGFs U19 Ligahold).
Brabrand har skiftet en del ud på holdet i forhold til de seneste sæsoner, og cheftræner Tom Søjberg kan nu mønstre et ungt mandskab med masser af potentiale.
"Jeg tror nu ikke Brabrand kan overraske os specielt meget," siger Anders Bjerre.
"Det er noget med en god organisation og satsning på dødbolde, men den ny træner Tom Søjberg har sikkert en anden måde at gribe tingene an på end holdets tidligere træner Lars Lundkvist," vurderer Bjerre.
Profilerne hos Brabrand, der er fortsat er ubesejret - i de tre første spillerunder blev det til tre uafjorte kampe - er målmanden Lasse Borg, Mikkel Buur Simonsen (tidligere Skive), Gökhan Tokay (tidligere Randers FC) og en række tidligere U19 spillere i AGF med målræven Tue Ullerup i spidsen. Ullerup var topscorer i U19 Ligaen for AGF i sidste sæson.
Med i truppen er de to tidligere Aastrup-Hammelev ungdomsspillere, Steffen Sørensen og Casper Fiehn, mens forsvarsspilleren Frank Winding har en fortid på Hessel Foldboldskole og hos Grenaa IF.
Kampen begynder klokken 15.