Ud på flisen med økologien
Økologisk markedsdag med i Rønde med smagsprøver på grillet økologisk lammekød
Forstander Kim Qvist fra Kalø Økologisk Landbrugsskole og nogle af hans elever vil grille økologisk lammekød på Kaløtorvet ved SuperBest, når der fredag 30. august er økologisk markedsdag i Rønde.
Hele uge 35 står i økologiens tegn med øko-aktiviteter over hele landet,.
”Vi vil gerne slå et slag for økologien og sætte fokus på vores lokale økologer. Her får vores kunder mulighed for at møde producenterne,” siger købmand René Povlsen, SuperBest i Rønde, som også er formand for fødevarenetværket Molbordet.
Gammel dansk race
Blandt de kommende leverandører af økologisk lammekød er sandsynligvis Kim Qvist og hans landbrugselever fra Kalø Økologisk Landbrugsskole.
På landbrugsskolen arbejder man nemlig med de forskellige husdyrsracer og gør et særligt arbejde med at bevare de gamle danske racer.
”Det er et stykke kulturhistorie. Klitfåret, eller dansk landrace, har været ved at uddø, men vi arbejder på at bevare racen på markedet. Det er en gammel dansk race, som har noget virkelig lækkert kød med fin fedtmarmorering og mørhed,” fortæller Kim Qvist.
På markedsdagen i Rønde deltager desuden Lille Raneladegaard fra Øer og Woodshade Organics fra Vrinners. Desuden kan man smage og købe produkter fra flere økologiske producenter udenfor lokalområdet.
Økologisk chokolade i Vrinners
I weekenden flytter økologien til Vrinners Mejeri, hvor den økologiske chokoladeproducent Woodshade Organics har sin produktion i det tidligere Arla Mejereri, som i dag også huser produktionen af Tebstrup Gedeost, honningproducenten Helt og mjødbryggerne fra Mjødgaard.
Den økologiske delikatesseforretning Knebelgodt på stedet med husets produkter holder også åbent under arrangementerne.
”Traditionen tro viser vi rundt på chokoladefabrikken tre gange både lørdag og søndag,” fortæller chocolatier Lars Frederiksen fra Woodshade Organics.