Fortsæt til indhold

Hornslet har ikke opgivet ævred

Nedrykkerne til Serie 2 har fortsat den første sejr til gode, men træner Morten Klostergaard Hjeds tror fortsat på holdets muligheder

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hornslets IFs førstehold rykkede ned med fynd og klem fra Serie 1 i sidste sæson med kun fem point på tavlen, men turen ned i en lavere række har ikke betydet flere sejre.
Efter tre spillerunder i Serie 2 er rosenholmerne fortsat uden point.
En del af forklaringen er, at mange spillere fra de senere år enten er stoppet eller nu spiller i andre klubber. Det gælder spillende træner Thomas Gerberg (nu Kolind-Perstrup), midtbanemanden Kaare Sørensen og angriberen Klaus Randers (begge spiller nu i Ådalen), brødrene Pelle og Magnus Pilgaard (begge stoppet) og Simon Pedersen (langtidsskadet).
I stedet har Morten Klostergaard Hjeds rykket en række spillere op fra det Serie 5 mandskab i klubben, som han havde ansvaret for i sidste sæson.

Lars Andersen ude

I sidste spillerunde tabte Hornslet knebent til Randers Freja med 2-1 på hjemmebane, og det var uden keeper Lars Andersen i målet.
Lars Andersen, der hjælper Morten Klostergaard Hjeds med træningen, havde i den foregående kamp mod Vivild pådraget sig en skulderskade, og det er uvist, hvornår han er parat til at tage med hænder igen.
I stedet vogtede andenmålmand Jesper Petersen buret, og han blev passeret efter blot to minutter efter et hjørnespark.
Gæsterne kom også foran 2-0, før Kim Petersen reducerede for hjemmeholdet.
"Vi spillede en god anden halvleg, hvor spillet og indstillingen var perfekt, og klart de bedste 45 minutter i denne sæson," fortæller Morten Klostergaard Hjeds.
Hornslet møder IF Midtdjurs, der også er pointløse efter tre spillerunder, på Ryomgård Stadion onsdag aften klokken 18.45.