Fortsæt til indhold

Konservative aner en vej ud af dødvandet

Konservative Syddjurs kan i skrivende stund mønstre ti kandidater

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Konservative Syddjurs var på nippet til at gå i opløsning forud for generalforsamlingen i januar 2013, men på målstregen blev partiforeningen reddet, fordi det lykkedes at få dannet en fuldtallig bestyrelse med Jens A. S. Blauenschild, Feldballe, som formand.
Blauenschild skjuler ikke, at han mere påtog sig jobbet af pligt end af lyst, men også med klar holdning om, at når man har sagt A, må man også sige C.
Blauenschild overtog et parti, der rent organisatorisk var nede for at kysse asfalten, og fremtiden tegnede grum.
Gamle konservative slogans, som "borgerlige stemmer, der arbejder" og "at forandre for at bevare" så ud til at skulle i mølposen efter kommunalvalget, for det så meget skralt ud med kandidater.

Der var en, der var to...

Det var Poul Schlüter, der i den konservative storhedstid i 80'erne, yndede at opfordre til, "at nu skal vi arbejdstøjet", og den lære har den nyvalgte konservative bestyrelse i Syddjurs i den grad taget til sig. Med formand Jens A. S. Blauenschild i spidsen er det nu lykkedes partiforeningen at motivere hele ti kandidater fra partiets kreds af medlemmer i kommunen til at stille op.
"Da jeg tiltrådte som formand satte jeg mig et mål om at opstille fem kandidater til byrådsvalget," siger en tilfreds Jens A. S. Blauenschild.
Konservative Syddjurs af-holder først opstillingsmøde mandag 7. oktober.
Spidskandidaten kan blive en af de 10 eller en udefra. Vi har i øjeblikket flere der er gået i tænkeboks., og jeg er naturligvis meget spændt på udfaldet ," siger Jens A. S. Blauenschild.
Oprindeligt ville ingen fra listen i 2009 genopstille, men det er der nu lavet om på. Således har både Diana Bang, Koed, Nis Kaper Buch, Ebeltoft, og Kira Munk Hansen, Thorsager, ombestemt sig.

Nedsætter tænketank

For at undgå at partiet igen skal falde ned i et hul, der er svært at komme op fra, har bestyrelsen besluttet at nedsætte en konservativ tænketank, som skal fungere som baggrundsgruppe for den/de, der bliver valgt ind i det ny byråd.
"Vi er opmærksomme på tidsfaktoren. Der er ikke lang tid til at profilere vores mange kandidater, men vi gør forsøget og hele teamet vil dette her og bakker loyalt op omkring projektet," siger en optimistisk lokalformand, der ikke selv er kandidat.