Ny frontwoman hos De Radikale Norddjurs
Radikale Venstre Norddjurs har benyttet sommerferien til at ændre på holdopstillingen til det kommende kommunalvalg
Kim Jacobus Paulsen, Gjerrild, var oprindeligt udset til at skulle være spidskandidat for Det Radikale Venstre i Norddjurs ved det forestående kommunalvalg, men "grundet andre udfordringer", som det hedder i en udsendt pressemeddelelse fra lokalforeningen, har han været nødt til at melde pas.
I stedet har Anni Simonsen, 49, Fjellerup Strand, indvilget i at tage opgaven på sig.
Et ubeskrevet blad i lokalpolitisk sammenhæng, der nu skal markedsføre partiets valgprogram og forsøge at være den afgørende trækkraft i forsøget på at sikre Det Radikale Venstre en plads i kommunalbestyrelsen, hvor partiet endnu ikke har haft sæde.
Det tegner på forhånd til at blive op ad bakke, for Det Radikale Venstre har endda været ret langt fra at samle stemmer nok til bare at være tæt på. Modsat i Syddjurs, hvor partiet har været repræsenteret i byrådet siden valget i 2005.
Selvstændig
"Journalist, NLP Psykoterapeut og chef for SundhedsCoach Uddannelsen. Skriver om livet, legen, kærligheden, sundheden, besværlighederne, modgangen og lykken (når den kigger forbi)." sådan lyder i alt sin enkelthed den korte beskrivelse af Anni Simonsen, hvis mang gør sig den ulejlighed at tjekke hendes hjemmeside.
Læser man videre fremgår det, at hun er 49 år og har været selvstændig erhvervsdrivende siden 2002.
Den ny radikale frontkvinde lever af at lave SundhedsCoach Uddannelse, holde foredrag, skrive bøger, lave webprodukter og udbyde coaching og psykoterapi.
”En Kommune i Balance”
Det Radikale Venstres har "En kommune i Balance", som overskrift i partiets valgoplæg.
Vejen til at opfylde dette nærmest holistiske mantra går i følge Anni Simonsen blandt andet via:
- Bredt politisk samarbejde
- Politisk gennemskuelighed
- Langtidsholdbare investeringer som tilgodeser behovet for tryghed og udvikling
- Brobygning
- både imellem de politiske partier, imellem politik og personlige liv og imellem arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, offentlige instanser og borgere