Fortsæt til indhold

Syddjurs på jagt efter ny kommunaldirektør

Borgmester Kirstine Bille håber at have en ny i folden inden udløbet af denne byrådsperiode

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommune skal have ny kommunaldirektør, når den nuværende Nich Bendtsen stopper 15. oktober 2013 - den lovpligtige dato for, hvornår et flertal i byrådet skal have skrevet under på næste års budget.
"Vi har bedt forskellige eksterne konsulentfirmaer om at komme med et bud på, hvordan en ansættelsesproces skal tackles, så vi i Økonomiudvalget har et grundlag for at vælge det firma, som vi har mest fidus til kan klare opgaven," forklarer borgmester Kirstine Bille (SF).
Hun håber, at det bliver det nuværende byråd, der får til opgave at godkende det endelig valg af ny kommunaldirektør.
"Det er svært lige nu og her at sige. om vi kan nå det inden årsskiftet, men det er målet," siger borgmesteren.

Skal have erfaring fra en offentlig forvaltning

Personligt foretrækker borgmesteren, at den ny kommunaldirektør har erfaring fra en tilsvarende stilling i den offentlige forvaltning.
"Det vil jeg anse for at være en klar nødvendighed, men derfor kan den rette mand eller kvinde også sagtens have høstet erfaringer eller komme direkte fra en stilling i det private erhvervsliv, men det er et must, som jeg ser det, at den ny kommunaldirektør har stor erfaring og kendskab til offentlig forvaltning ellers er det nærmest umuligt at være i sådan en stilling," siger Kirstine Bille.
Om det så fortsat bliver Kirstine Bille, der efter nytårsskiftet får sin daglige gang på rådhuset, og dermed kommer tæt på den ny kommunaldirektør - eller det bliver en spritny borgmester - bliver afgjort ved kommunalvalget tirsdag 19. november.
Ifølge borgmesteren aftaler Økonomiudvalget på sit næste møde, hvordan ansættelsesproceduren skal foregå i detaljer.
"Jeg forventer, at vi laver et ansættelsesudvalg bestående af Økonomiudvalget, plus repræsentanter fra ledelse og medarbejdere," siger Kirstine Bille.