Fortsæt til indhold

13-årige Sascha sang Hjertestarter for øjnene af Nephew

Samfund
Jacob Nielsen

13-årige Sascha Karla Lindh stod i forgrunden, da bandet The M´s fra Bredalsparkens Fritidscenter for nyligt var med til at skyde projektet Musikstarter i gang med deres fortolkning af Nephews hit Hjertestarter. Blandt publikum stod ingen ringere end Nephews forsanger Simon Kvamm og gruppens guitarist Kristian Riis, og de var imponerede over det unge band.
"Det er første gang, at vi hører et band af unge fortolke en af vores sange, og jeg synes, det var rørende, og jeg fik sgu´en lille klump i halsen," sagde Kristian Riis. "Jeg synes, at det var fuldstændig bestået, og jeg stod samtidig og var pisse stolt over at stå her og høre, at vores idé om Musikstarter nu er blevet til virkelighed," tilføjede Simon Kvamm.
Se tv-indslag fra pressemødet her:

Det er Nephew og den fælles sammenslutning af danske ungdomsklubber "Ungdomsringen", som står bag projektet, med økonomisk støtte fra Roskilde Festival og Bikubenfonden, og formålet er at få flere unge i gang med at spille musik.
Kernen i Musikstarter er fire musikcamps, som vil blive afviklet i henholdsvis Aalborg, Sønderborg, Odense og Egedal Kommune i uge 42. Her vil omkring 400 unge i alderen 13 til 18 år få en intens uge, hvor alt står i musikkens tegn, og hvor både Nephew og andre etablerede kunstnere vil kigge forbi med inspiration og gode råd.
"Det bliver et stramt men fedt program, som handler om at øve, prøve at indspille og optræde og deltage i masterclass-undervisning med nogle af os, som har musik som vores levevej," siger Simon Kvamm, som har fået ideen til Musikstarter ud fra devisen om, at dét at øve sig på et instrument kan overføres og bruges i anden læring og måske ligefrem gøre det sjovere at gå i skole.
"Vi synes også, at det er en utrolig fed fornemmelse at spille i et band. Selve dét at være sammen om at skabe én lyd det giver altså virkelig et kick, som vi synes, at flere skulle have fornøjelsen af at prøve, og så håber vi meget, at der sidder en kulturminister eller undervisningsminister og får nogle gode ideer, så vi kan komme væk fra den måde, hvorpå vi i Danmark ser på musik, som noget man kan gå og hygge sig lidt med, hvis man ellers er heldig at gå på en af de kun 30% af folkeskoler, hvor man kan vælge det.
Vi mener, man skal se på musik, som man ser på sport - som noget man både får noget ud af som individ men også samfundsmæssigt," siger Simon Kvamm.
Musikstarter vil også være et aktivt tilbud udenfor uge 42. På Facebook/com/musikstarter er der skabt et læringssite, hvor man blandt andet kan lære at spille sammen med Nephew. Derudover vil Ungdomsringen trække på de mange ildsjæle rundt om i landets ungdomsklubber, som allerede i dag gør et stort arbejde for at få unge interesserede i musik.
"Kodeordene for Musikstarter er flid og fællesskab, samt at man oplever, at hvis du øver dig, så bliver du faktisk bedre, og når du så kommer på en af vores camps, så får du endnu mere med dig, end hvis du bare sidder og øver dig på et instrument," siger formand for Ungdomsringen, Maja Panduro til Lokalavisen.dk.
Se mere om Musikstarter og om hvordan du eller dit band kommer med på camp her - tilmeldingen er åben.

Simon Kvamm og Kristian Riis fra Nephew præsenterede i sidste uge Musikstarter ved et pressemøde på Tårnby Ungdomsskole.