Fortsæt til indhold

Hvordan synes du selv det går?

SF Syddjurs inviterer borgerne til en snak om kommunens økonomi og prioriteringer

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Politikerne er efter endt sommerferie kommet både i budget-mode og i valgkamp-mode. Den årlige seance, der skal munde ud i, at Syddjurs Kommune har et budget at styre efter i 2014, bliver nu speedet op.
Fårhåndsudmeldingerne er ikke overraskende, at der er et gab mellem indtægter og udgifter - SF-borgmester Kirstine Bille siger til Adresseavisen, at det i runde tal på nuværende tidspunkt, hvor alle forudsætninger endnu ikke er kendte i detaljer er på minimum 50 mio. kroner.

Hertil kommer, at de økonomiske udfordringer i familieafdelingen med anbringelser af børn og unge ikke er blevet mindre hen over sommeren.

Tværtimod blev FI-udvalget i denne uge præsenteret for endnu større overskridelser end forventet, erfarer Adresseavisen.
Alligevel vil det samlede beløb som foreslås brugt i hele Budget 2014 ikke falde. Et tilsyneladende paradoks, der er set hvert år i denne valgperiode.

Hvorfor er det sådan?

Gabet mellem indtægter og udgifter skyldes først og fremmest manglende indtægter. Borgerne har ikke tjent så meget som forventet, og tilflytningen til kommunen har helle ikke levet op til forventningerne, og så er der faldende indtægter fra Staten.
På udgiftsiden er økonomistyringen i det store hele okay, konstaterer man i SFs bagland i Syddjurs, der i næste uge inviterer ikke bare partifæller og proselytter, men alle borgere med interesse for kommunens - og dermed også deres egen - dagligdag til en diskussion om kommunens måde at forvalte sine økonomiske muligheder på.
Mødet er henlagt til Teatersalen på Hotellet i Rønde tirsdag 20. august.

Ikke et SF-budget

"Vi vil gerne drøfte budgetoplægget med alle borgere, ligesom vi gerne vil høre om forslag til omlægninger i de kommunale aktiviteter. Skolereformen vil betyde omlægninger af tilbuddene til vores børn og unge. Hør hvad SF tænker og kom med din mening," lyder det lokkende i indbydelsen, hvor SF også slår fast, at det budget som bliver vedtaget af byrådet inden 15. oktober 2013, ikke bliver et budget som SF ville have besluttet, hvis byrådsgruppen alene kunne skalte og valte i byrådet.
Borgmesteren har flere gange slået fast, at hun er pragmatiker og anerkender, at politik handler om at finde balancen for det muliges kunst, så spillereglerne er accepteret, selv om det kan give snavsede fingre.
Hvad det er for ting i det endelige budget, der bliver udkommet af de næste måneders politiske forhandlinger, som SF ikke synes om, men må acceptere, vil det være hyperaktuelt at spørge partiledelsen og byrådsmedlemmerne om på budgetmødet, der begynder klokken 19.