Fortsæt til indhold

Tag på RaketVækst og styrk bundlinjen i virksomheden

Samfund
Arkiv

STRATEGI: Køge Erhvervsservice udbyder RaketVækst for virksomhederne i Køge kommune. På tre dage får deltagerne indblik i, hvordan de kan styrke virksomhedens strategi og opnå øget omsætning. Den 2. september kan interesserede virksomheder komme til informationsmøde.

Køge Erhvervsservice afholder et spændende RaketVækstforløb for virksomhedsejere i Køge og Ringsted kommuner. Tidligere resultater har vist, at deltagerne efterfølgende har opnået vækstrater på mellem 12 og 32 %.
Der afholdes informationsmøde den 2. september fra kl. 15.30 til kl. 17.00. Her kan virksomhederne få uddybende information og møde tidligere deltagere, der vil fortælle, hvilke resultater de har opnået ved at tage på RaketVækst.
Som selvstændig kan det være rigtig svært tid- og ressourcemæssigt at stoppe det daglige arbejde i tre dage og tage på kursus, men effekten af RaketVækst er tiden værd.
- RaketVækst er et rigtigt spændende forløb, hvor vi kan se en god effekt hos de virksomheder, der allerede har været gennem forløbet. Det er et intenst forløb, hvor virksomhedsejerne får helt konkrete værktøjer til at målrette deres salg og markedsføring mod de rigtige kunder. Det vigtigste ved RaketVækst er, at ejerne er klar til at gå fra ord til handling samme dag de vender tilbage til virksomheden, hvor hverdagen presser sig på igen, fortæller Mette Lerdorf konsulent i Køge Erhvervsservice.

Stærkt netværk

Under forløbet kommer ejerne igennem alle nuancer af virksomhedens strategi, salg og markedsføring og får samtidigt udarbejdet konkrete handlingsplaner.
For at sikre at handlingsplanerne og strategierne bliver ført ud i livet, bliver virksomhedsejerne efterfølgende tilbudt opfølgningsmøder og netværk med de andre deltagere.

Netværket og fællesskabet får en stor betydning for virksomhedsejerne på selve forløbet, men også i høj grad efter. Der kommer et helt særligt sammenhold undervejs, som holder ved efter forløbet er slut. Ejerne får en fælles forståelse, åbenhed og en unik mulighed for at sparre med andre, som er i samme situation som dem selv.
Under forløbet vil der være oplæg fra eksterne konsulenter og undervisning, som Nils Hall Torgersen fra Væksthus Sjælland står for. Nils Hall Torgersen har mange års erfaring med at guide virksomhedsledere til at finde ind til kernen af virksomheden for at målrette deres strategi og dermed øge salget.

RaketVækst løber af stablen den 2., 3. og 4. oktober og forinden afholdes der informationsmøde den 2. september fra kl. 15.30 til kl. 17.00 i Ringsted.
Forløbet er et samarbejde mellem Køge Erhvervsservice, Ringsted Kommune samt Væksthus Sjælland, og er for virksomhedsejere med 4-15 ansatte i Køge og Ringsted kommuner.
Tilmelding til kurset skal ske senest den 16. september kl. 12.00 til konsulent Jes Pettersson på e-mail jes.pettersson@koege.dk eller telefon: 2052 9404.
Tilmelding til informationsmødet skal ske senest den 30. august på www.koegeerhvervsservice.dk/arrangementer.