Fortsæt til indhold

Venstre ændrer på listen

Venstre i Syddjurs har måttet pille Lars Jensen, Hvilsager, af listen, fordi han inden længe flytter til Norddjurs. Til gengæld har en kvinde meldt sig klar

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lars Jensen, nummer 3 på Venstres kandidatliste til kommunalvalget i Syddjurs, er ikke længere aktuel.
Landmanden, der bor i Hvilsager, flytter nemlig i løbet af efteråret til Norddjurs, hvor familien har overtaget et større landbrug, så måske bliver det Norddjurs Venstre, der i stedet får en frisk mand på holdet?
Det er kandidat nummer to, som Venstre har måttet pille af listen i Syddjurs. Også partiets lokalformand i Rosenholm, Lars Christian Lauridsen, har tidligere bedt om at blive slettet under henvisning til en øget arbejdsbyrde i det civile liv.

Kvinde er klar

Venstre i Syddjurs falder dog ikke ned i kulkælderen over de mistede kandidater, for i stedet har en kvinde bekendt blå kulør.
Det er Rønnaug Engstad Laursen, 36, som bor på 11. år i Fårup ved Skørring.
Hun kommer oprindeligt fra Norge og er bacheloruddannet i turisme, økonomi og ledelse.
Rønnaug Engstad Laursen har to skolesøgende på Ådalsskolen og et barn i børnehave, og så er hun meget aktiv i lokalsamfundet og i IF Ådalen.
Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft fortæller, at partiet i øjeblikket har samtaler med yderligere kandidatemner, og listen lukkes ikke før fire uger før valget tirsdag 19. november.