L-tek lægger endnu flere muskler på
Nøragers største virksomhed opruster i administrationen
Før sommerferien blev L-tek A/S hædret med årets erhvervspris af Djurslands Erhvervsråd på rådets generalforsamling, og siden da har Nørager-virksomheden ikke ligget på den lade side.
Hen over sommeren er der ansat en stribe nye administrative medarbejdere hos L-tek, der er af leverandør af laserskårne og pladebearbejdede komponenter.
De højteknologiske maskiner skærer i forskellige materialer såsom stål, rustfri, aluminium og rør. Alt sammen meget nøjagtigt; +/- 0,1 mm.
22 bag et skrivebord
Udvidelsen af staben er sket som en konsekvens af, at de virksomheder inden for blandt andet vindmølleindustrien, hydraulik og fødevareforarbejdning har spyttet godt i ordrebøgerne.
"Vores 20 største kunder er inde i en positiv udvikling og dertil kommer en række nye kunder", forklarer Henrik Hvid om baggrunden for nyansættelserne. Selv er han for nylig tiltrådt som leder af ordrebehandlingsafdelingen, der nu tæller 10 mand, samt en teknisk designelev, ud af en samlet administration på 22 medarbejdere.
Blandt de nye er to ordrebehandlere, en systemansvarlig, to projektledere og en ekstern sælger. De seneste tre år er medarbejdertallet fordoblet fra 50 til 100.
Klar til at køre på
Forretningsstrategien for de kommende år er designet til en virkelighed, hvor den vækst som L-tek oplever skal bruges til både at understøtte nuværende og åbne for nye markedsområder og kundesegmenter.
"Vores største problem har været, at vi ikke har kunnet udvide, så hurtigt, som væksten er kommet. Men nu er vi klar til at åbne for en bredere kundeportefølje, ligesom vi er godt i gang med at geare virksomheden til en større bredde i vores ydelser – eksempelvis øget kapacitet på robotsvejsning, samt mulighed for færdigsamling af kundeemner," forklarer Henrik Hvid.